Fire virksomheder i Billund inviterer igen i år til Tech Tour den 22. maj 2019. Tech Tour er en anderledes teknologimesse, hvor fire high-tech-virksomheder holder åbent hus på samme dag. Her kan de besøgende opleve det nyeste inden for 3D-print, udvikling, fremstilling og kvalitetskontrol.
På dagen er det muligt at besøge virksomhederne Davinci 3D, HN Group, Stansomatic og Zebicon, som nu for fjerde gang åbner op for en unik begivenhed, hvor de besøgende kan komme med bag kulissen.
Med rundvisning og livedemonstrationer har besøgende til Tech Tour mulighed for at komme helt tæt på teknologierne og få indblik i arbejdsprocesser som værktøjskonstruktion og -fremstilling, sprøjtestøbning og plastforarbejdning, 3D-printprocesser, samt 3D-scanning og måleteknik.
-Tech Tour var et rigtig godt arrangement, som vi bestemt vil deltage i igen. Vi fik en masse med hjem fra dagen af både ny viden og ideer, udtalte Helle Sønniksen, Benteler Automotives, efter besøget ved Tech Tour i 2017.
Malene B. Andersen fra Thermo Fisher fortalte:
-Tech Tour 2017 var rigtig interessant og vi fik set og hørt det, vi kom for. Vi havde blandt andet et rigtig fint besøg hos HN Group, som vi selv har som vores leverandør. Vi så hele deres produktion og fik egen rundvisning og gode forklaringer.
Tilbagevendende begivenhed
Tech Tour er et eftertragtet arrangement, som har kutyme for at samle omkring 250 erhvervsfolk på tværs af brancher, og med den store tilslutning er der ifølge tovholder Birgitte Andersen fra Zebicon god grund til at fastholde konceptet og gentage succesen.
-Tech Tour er en unik mulighed for at give en god og uformel oplevelse til både nye og gamle bekendte. Der skabes en helt særlig stemning, når så mange industrifolk er samlet på ét sted, som tydeligt efterlader begejstring hos de besøgende og giver dem lyst til at komme igen eller anbefaler arrangementet til andre, fortæller Birgitte Andersen.
De fire Tech Tour-virksomheder åbner dørene den 22. maj kl. 9.00-16.00, og besøgende kan komme på det tidspunkt og i det tidsrum, som passer dem bedst.
Arrangementet er gratis, og der vil blive serveret forplejning i løbet af dagen. Tilmelding kan ske her.