Skadede computere i hele verden skal reddes af opfindelse gjort i Vestjylland: I 11 år har Jonas Tedde og hans teknikere i Holstebro frelst tusindvis af mobiltelefoner og computere, som er blevet tabt i vand eller overhældt af væsker – og næsten lige så længe har de arbejdet på at udvikle en fuldautomatisk rensemaskine. Det er nu lykkedes, og på kort tid er der indgået aftaler med 14 virksomheder i otte lande i Europa, som får udstyret. En af aftalerne er med Apples største europæiske værksted, og mange flere aftaler er på vej.
Mange mennesker kommer galt af sted med deres computere. De spilder kaffe, vin, cola, vand, juice eller andre væsker ned i maskinen. Det kan teknikken ikke tåle. Men nu kommer der en ny mulighed for at redde maskinen og dens data. En gruppe teknikere i Holstebro har opfundet en fuldautomatisk rensemaskine.
De har hidtil renset og repareret væskeskadede computere manuelt. De har blandt andet haft kontrakter med forsikringsselskaber. Men samtidig har de i en række år udviklet på en rensemaskine, og det er nu lykkedes.
Det nye udstyr har vakt stor interesse.
Opfinderne havde budgetteret med, at der skulle opstilles et par maskiner i år. Men allerede nu har de kontrakter på 14 rensemaskiner, der skal stå i otte forskellige europæiske lande. En af aftalerne er med Apples største serviceafdeling i Europa; den ligger i Holland.
Den nye rensemaskine er skabt og markedsføres af firmaet Techsave. Det er et datterselskab af Dansk Forsikringsservice, der har frelst skadede mobiltelefoner og computere i Holstebro siden 2007.
Nu sættes alle kræfter ind på rensemaskinen. Det fortæller Jonas Tedde, der stiftede Dansk Forsikringsservice og nu er udviklingschef i Techsave.
-Vi skal sætte maskinerne op på værkstederne, og vi skal undervise og træne deres personale. Der er mange flere aftaler på vej ind, så måske når vi op på 30 maskiner inden årets udgang, siger Jonas Tedde. Det kan blive meget stort.
Techsave indgår licensaftaler med værkstederne. Det betyder, at samarbejdspartnerne får udstyret stillet til rådighed, men så betaler et beløb pr. reparation.
Teknikerne i Holstebro er elektronikeksperter, ikke smede. Derfor fremstilles maskinerne hos maskinfabrikken KSN i Bjerringbro. Jonas Tedde har desuden indgået et samarbejde med investorer, der har viden om salg ude i verden.
-Rensemaskinen bliver også til stor gavn for miljøet. I dag skrottes tusindvis af væskeskadede computere. Vi undgår mange tons elektronikaffald, siger Jonas Tedde.