Schneider Electric sætter fra den 1. januar 2017 Helene Egebøl for bordenden for de 1.000 medarbejdere i Danmark. Hun skal med fokus på øget digitalisering fortsætte virksomhedens flotte resultater inden for elmateriel og intelligente løsninger til bygninger, datacentre og industriproduktioner.
Helene Egebøl (45) er fra årsskiftet udnævnt til administrerende direktør i Schneider Electric Danmark, hvor hun får det overordnede ansvar for at udvikle forretningens position inden for intelligente produkter og softwarebaserede løsninger, der øger energieffektiviteten i bygninger, datacentre og industriproduktioner. Dertil kommer ansvaret for det velkendte elbrand Lauritz Knudsen.
Helene Egebøl skal stå i spidsen for ca. 1000 medarbejdere, et internationalt udviklingscenter og en fabrik i Ringsted med global produktion. Den nyudnævnte direktør glæder sig til de nye udfordringer.
-Schneider Electric er en spændende virksomhed, der forener innovative teknologier med avanceret software, som skaber resultater direkte på vores kunders bundlinje i form af effektivitet og energibesparelser. Det motiverer mig meget, at vi hele tiden arbejder på at udvikle og levere de digitale løsninger, som i højere grad bliver efterspurgt i elbranchen, inden for bygningsautomation og i industrien. Jeg glæder mig meget til at fortsætte denne digitale rejse i tæt samarbejde med både medarbejdere, interesseorganisationer og forretningspartnere, siger Helene Egebøl.
Hun kommer fra en intern stilling i Schneider Electric som direktør for forretningsudvikling på nordisk plan. Tidligere har hun været administrerende direktør i Fujitsu for Danmark og Norge og har arbejdet i ledende stillinger i ISS og IBM. Nu får Schneider Electric Danmark glæde af den erfarne erhvervskvinde.
-Jeg overtager en sund virksomhed, så retningen er enkel. Vi skal blive ved med at vokse ved hele tiden at sætte nye standarder for mulighederne ved intelligente løsninger, der skaber store energibesparelser med avanceret teknologi. Det er fantastisk at overtage en virksomhed med klare mål og dedikerede medarbejdere, som har leveret fremragende resultater over de sidste år. Derfor er det vigtigt for mig at understrege, at vi fortsætter den nuværende strategi, mens vi samtidig holder os skarpe og nysgerrige, siger Helene Egebøl, der ser store muligheder i partnerskaber:
-Den teknologiske udviklingen går stærkt, og der opstår hele tiden nye muligheder, som vi selvfølgelig står klar til at gribe. Her ser jeg co-innovation og flere tætte partnerskaber på tværs af brancheskel som et område, der kan være med til at udvikle vores forretning og bringe nye ideer i spil til gavn for alle parter, forklarer Helene Egebøl, der har en MBA fra universitetet i Düsseldorf.
Helene Egebøl bor til dagligt i Hellerup med sin mand og tre børn på 5, 10 og 13 år. Tidligere har hun boet i både England og Tyskland.
Helene Egebøl erstatter Thomas Träger som direktør for Schneider Electric Danmark. Efter fire år i spidsen for den danske organisation fortsætter han fra den 1. januar karrieren som administrerende direktør for Schneider Electric Sverige.