Over 80 procent af alt menneskeskabt spildevand ledes urenset ud i naturen, og i nogle dele af verden når op mod 70 procent af det producerede drikkevand aldrig frem til vandhanerne. Det gør vi noget ved herhjemme, hvor meget spildevand omdannes til energi, mens kun seks til otte procent af det producerede vand går tabt. Disse voldsomme, globale kontraster gav AVK en idé. En sommerskole, hvor studerende fra hele verden undervises i den danske vandteknologi, som har gjort Danmark til et globalt foregangsland for vandbehandling. Her er det overordnede sigte at ruste de studerende til at løse nogle af dagens og morgendagens helt store ressourceudfordringer.
I august ankommer 48 bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende til Østjylland fra blandt andet Malaysia, Sydafrika, Portugal, Litauen og Tyskland. Her skal de lære om vandbehandling på en unik sommerskole, som er den allerførste af sin slags. Gennem to ugers intensiv undervisning vil de studerende få værdifuld viden om, hvordan verdens vandressourcer udnyttes optimalt. Viden, som har potentiale til at gøre hele verden gavn.
Sommerskolen, som har navnet Advanced Water Cycle Management Course, er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, AVK, Aarhus University Centre for Water Technology, Grundfos, Kamstrup, DHI, Skanderborg Forsyningsvirksomhed A/S, NIRAS, Aarhus University School of Engineering, AquaGlobe, I-GIS og Aarhus Vand. Samtlige virksomheder vil tage del i undervisningen.
En vigtig lektion
Der findes en række sommerskoler blandt andet om vind, men ingen om vand på trods af, at udnyttelsen af vandpotentialet både er stort og betydningsfuldt. Dét gav AVK idéen til Water Management sommerskolen.
-Inden 2030 vil det globale energiforbrug være steget med 50 procent, som vil medføre en stigning i vandforbruget på cirka 85 procent. Og hvert år dør en million mennesker af vand-, sanitets- eller hygiejnerelaterede sygdomme. I Danmark har vi langt hen ad vejen fundet ud af at udnytte ressourcerne optimalt, og den viden skal de unge studerende have, udbrede og bruge til at løse dagens og morgendagens globale udfordringer på sommerskolen, siger Michael Ramlau-Hansen, som er global brand manager i AVK.
Frontrunner på vandteknologi
Det er ikke tilfældigt, at den særlige sommerskole afholdes herhjemme. Danmark er nemlig foregangsland for vandteknologi og -behandling.
-I Danmark er vi frontrunnere på mange områder, når det gælder vandteknologi. For eksempel i forbindelse med non revenue water, der er et udtryk for produceret vand, som forsyningen ikke får betaling for, og som i Danmark ligger på seks til otte procent. Andre steder i verden når op mod 70 procent af det producerede vand aldrig frem til kunderne på grund af lækager eller lignende. Der er altså et stort behov for at udbrede den viden, vi har. Det er faktisk fuldstændig altafgørende, forklarer Michael Ramlau-Hansen.
I Danmark har vi et lavt energiforbrug per kubikmeter solgt drikkevand, herudover energiproducerende renseanlæg samt kortlægning, beskyttelse og administration af grundvandssystemet. Alt i alt en mængde værdifuld viden, som snart bliver givet videre til de studerende, der allerede ved tilmelding tog del i verdensforandringen.
Stor forandring kræver stor indsats
De tilmeldte studerende kommer ikke sovende til deres ECTS-point henover sommeren. I løbet af de to uger går de nemlig lange studiedage i møde og bliver selv sat i arbejde, når de i teams skal forsøge at løse autentiske vandudfordringer på egen hånd.
-Undervisningen består af de tre teorispor grundvand, vanddistribution og spildevand, som de studerende får lov til at omsætte, når de skal forsøge at løse en autentisk opgave i hold. I løbet af de to uger får de altså både teoretisk viden om problemstillingerne derude og effektive løsningsforslag samt semipraktisk erfaring med, hvordan man omsætter den viden til handling. En utrolig vigtig indsats, som kan skabe stor forandring, afslutter Michael Ramlau-Hansen.
Sommerskolen starter den 11. august, og allerede nu er der snak om at åbne op for tilmelding igen næste år.