Unicontrol er kåret til ”Årets Robotvirksomhed” og AgriRobot til ”Årets Robotstartup” af medlemmerne af Odense Robotics, Danmarks klynge for robot, automation og droner. Den danske robotindustri mødtes i går for at fejre vinderne ved klyngens årlige prisuddeling i Odense under robotmessen R-24.
Årets Robotvirksomhed
Unicontrol udvikler 3D-maskinstyringssystemer til byggebranchen med brugervenlighed som kernefokus. Ved at samarbejde med entreprenører, leverer de fleksible, brugervenlige og pålidelige maskinstyringssystemer som ikke blot forbedrer effektivitet og sikkerhed, men også arbejdsforhold og tidsbesparelser.
-Vi er meget begejstrede for at modtage Odense Robotics’ pris som årets virksomhed. Samtidigt er vi dybt beærede over, at vores kolleger på tværs af den danske robotindustri har stemt på os og vist tro på vores teknologi. Unicontrols mål er at revolutionere byggebranchen og gøre livet lettere og enklere for operatører, siger Ehsanullah Ekhlas, Co-founder og CCO hos Unicontrol.
Unicontrol, som har kontor i Odense, vandt over to andre innovative finalister: Coalescent Mobile Robotics og FarmDroid, som var sidste års vinder af prisen.
”Årets Robotvirksomhed” er sponsoreret af Nykredit Bank.
Årets Robotstartup
Startup-virksomheden fra Lyngby, AgriRobot vandt ”Årets Robotstartup”. Teamet vil skabe et sikkerhedssystem for robotproducenter, der kan erstatte behovet for konstant landmandsovervågning. I en verden med mangel på arbejdskraft og stigende krav til fødevareproduktion, har de fokuseret på at introducere sikkerhedsalgoritmer og software, der lever op til industrielle standarder og forbedrer effektiviteten og bæredygtigheden inden for landbrug.
-At vinde prisen for årets startup har stor betydning for teamet hos AgriRobot, især fordi det er en kategori med så stærke startups. Vi er derfor også utroligt taknemmelig for den tillid, klyngen har vist vores vision. Vi tror på, at vi kan hjælpe med at gøre fødevareproduktionen mere bæredygtig og sikker ved at gør det muligt for landmænd over hele verden at gøre optimalt brug af landbrugsrobotter. Vi glæder os til at fortsætte udviklingen, siger Tommy E. Madsen, CEO af AgriRobot.
AgriRobot vandt over de to andre stærke finalister: ARIS Robotics og KOBOTS Company.
”Årets Robotstartup” er sponsoreret af PLM Group.
Prisoverrækkelsen fandt sted under klyngens årsmøde den 13. marts, hvor medlemmer og aktører fra hele landet var samlet. Vinderne blev afgjort gennem to afstemningsrunder blandt de mere end 360 medlemmer i starten af året.