Den danske teknologivirksomhed Dralle A/S kan sammen med den internationale skov- og trævirksomhed Mercer International Inc. offentliggøre, at deres fælles AI-baserede opmålingsportal, tScale, har modtaget anerkendt certificering fra Physikalisch-Technische Bundesanstalt (PTB), der er Tysklands nationale kvalitetsmærke for præcisionsmåling.
Systemet tScale gør det muligt at måle volumen af løse materialer som fx træflis ved hjælp af fotooptisk teknologi. Certificeringen er en vigtig milepæl i samarbejdet mellem de to virksomheder, og er en blåstempling af værktøjet.
Dralle A/S har tidligere udviklet en mobil, fotooptisk måleteknologi til opmåling af træstakke i skoven, som også blev certificeret af PTB i Braunschweig. Samarbejdet med Mercer har dog gjort det muligt at udvikle en løsning til stationære anlæg i industriel skala, der samtidig opfylder de høje krav fra det tyske måle- og kalibreringsvæsen.
Effektiv volumenmåling ved anvendelse af 3D-teknologi og AI
tScale anvender 3D-stereokamerateknologi og kunstig intelligens til at måle volumen af løse materialer som træflis direkte på lastbiler. Systemet integreres problemfrit i eksisterende logistiksystemer og muliggør automatiserede, certificerede målinger, mens lastbilerne passerer gennem måleportalen. De præcise måledata sikrer øget gennemsigtighed og større effektivitet imellem leverandører og transportører.
-Med tScale automatiserer og accelererer vi processerne i træindustrien, forklarer Anders Buch, CEO hos Dralle, der uddyber yderligere:
-Teknologien muliggør præcise volumenmålinger af forskellige materialer. Certificeringen fra PTB understreger kvaliteten og pålideligheden af tScale, og vi er stolte over at have nået denne milepæl sammen med Mercer.
Øget effektivitet og pålidelighed
På Mercers anlæg i Rosenthal i Tyskland spiller tScale en central rolle i automatiseringen og digitaliseringen af råvareleveringsprocessen. Systemet reducerer manuelle processer og sikrer fuld sporbarhed i målingerne, hvilket både effektiviserer arbejdsgangene og øger pålideligheden af opmålingen.
-Med tScale digitaliserer vi vores logistikprocesser og optimerer effektiviteten i råvareleveringsprocessen. Den automatiserede måling muliggør en hurtigere afvikling af lastbiler og forbedrer samtidig arbejdssikkerheden for vores medarbejdere. Samarbejdet med Dralle har været uvurderligt, og vi ser frem til at udvide anvendelsen af denne teknologi til flere transportformer og materialer, fortæller Adolf Koppensteiner, COO hos Mercer.
Certificeringen af tScale til træflis på lastbiler er nemlig kun begyndelsen. Dralle og Mercer arbejder allerede på at udvide certificeringen til også at omfatte træflis og rundtræ på tog samt rundtræ på lastbiler.
Dralle A/S blev grundlagt i 2002 af Dr. Kim Dralle og har siden specialiseret sig i avancerede fotooptiske præcisionsmålinger med 3D-stereokamerateknologi. Virksomheden kombinerer teknologier som kunstig intelligens med praktiske løsninger til kunder inden for logistik og træindustrien. Dralles hovedkontor ligger i Hørsholm, Danmark, og virksomheden leverer løsninger til kunder i hele Europa. Dralles kerneprodukter inkluderer sScale, mScale og tScale, som alle er designet til præcis volumenmåling.
Læs mere om tScale-løsningen her.
Mercer International Inc. er en globalt førende producent af træbaserede produkter med produktionsfaciliteter i Tyskland, Canada og USA. Virksomheden producerer bl.a. papirmasse til papir- og emballageindustrien, savværkstræ og byggematerialer, biobrændstoffer og forskellige biokemikalier, der kan erstatte fossile ressourcer. I Tyskland driver virksomheden to papirmassefabrikker og to savværker med omkring 2.800 ansatte.
Læs mere om Mercer her.