Alfa Laval har købt den tidligere Danfoss-bygning på Albuen 29, som virksomheden har været lejet ind på de seneste to år. Opkøbet skal ses som koncernens langsigtede ønske om at investere i arbejdspladser i Kolding.
Alfa Laval Kolding er en af de største private virksomheder i Kolding med godt 800 ansatte, og her er der stor begejstring over, at overtagelsen af bygningerne er faldet på plads.
-Med købet sikrer vi både vores langsigtede kapacitet, at Albuen 29 er en integreret del af udviklingen for vores site, og vi styrker vores tilstedeværelse i Kolding. De sidste 10 år har vi udvidet vores faciliteter med et kundetræningscenter, nyt distributionscenter, nye kontorfaciliteter og et nyt Application & Innovation Centre, og samtidig har vi for nyligt flyttet vores fabrik fra Eastbourne i England til Kolding, så det er ingen hemmelighed, at vi er nået til et punkt, hvor mulighederne for at udvide de fysiske rammer er meget begrænsede, siger Bjarne Søndergaard, managing director.
-Nu får vi foden under eget hus på yderligere 17.000 kvadratmeter, og dermed kan vi forsat udvikle vores forretning med fokus på de bæredygtighedsfremmende teknologier, der er vores ekspertise og som samfundet har brug for, siger han videre.
Styrker lokal arbejdsplads
Glæden fornægter sig heller ikke hos sælger Knud Majgaard Jensen, direktør og ejer af AutoCentralen Ejendomme A/S.
-Faktisk er jeg ikke så vild med at sælge bygninger, men lige i det her tilfælde sælger jeg fordi de rette folk har mere brug for bygningen, end jeg har. Og så betyder det jo også, at vi holder på arbejdspladserne her i Kolding, så jeg er glad på vores og Alfa Lavals vegne.
At Knud M. Jensen selv har en fortid i Alfa Laval, har også spillet ind på viljen til at indgå i handlen.
-Da jeg var færdig som soldat i 1970, blev jeg ansat på fabrikken, der den gang hed Laurids Knudsens Maskinfabrik. Der var jeg svend i seks år, men det sidste år kun på halv tid, fordi jeg havde gang i min spirende automobilforretning. Så det var lidt forhistorien til Autocentralen, som vi kender det i dag, siger Knud Majgaard Jensen.
Alfa Laval Kolding er Alfa Laval-koncernens globale videncenter for væskehåndteringsudstyr. Virksomhedens primære forretningsområder er produktudvikling, produktion, distribution og salg af pumper, ventiler og tankudstyr til fødevareindustrien og den farmaceutiske industri