Alfa Lavals store fokus på løsninger, der bidrager til den grønne omstilling i industrien, har medført en tilfredsstillende udvikling i koncernens danske forretning, som i 2023 omsatte for seks mia. kr. Med teknologier, der blandt andet reducerer udledningen af drivhusgasser og nedsætter energi- og ressourceforbruget, er Alfa Laval i Danmark godt positioneret til fremtiden.
På verdensplan er der et stigende behov for teknologier, der renser, forædler og genanvender materialer, og løsninger, der reducerer udledningen af bl.a. drivhusgasser. Det smitter af på efterspørgslen hos Alfa Laval i Danmark, som i 2023 omsatte for seks mia. kr. i de fem selskaber, der udgør koncernens danske aktiviteter. Årets resultat på 632 mio. kr. (før skat) var en stigning på knap 10 pct. i forhold til året før.
Koncernens knap 2.000 medarbejdere i Danmark arbejder både med udvikling, produktion, servicering og test af banebrydende løsninger på nogle de vigtige områder, som samfundet er afhængigt af – herunder energi, vand, energi, fødevarer og skibsfart.
Alfa Laval i Søborg oplever blandt andet en vækst inden for systemer til fødevareindustrien.
-Vi mærker et stort behov for løsninger, der kan reducere forbruget af energi i forbindelse med fødevareproduktion. Samtidig er vi med helt i front, når det gælder udvikling af fremtidens fødevarer. Forbrugerne vil have andre kilder til protein end tidligere, og her kan vi gøre os gældende med den ekspertise, som vi har opbygget, siger Managing Director Per Lund Hansen fra Alfa Laval Copenhagen.
Test- og innovationscentre udvikler fremtidens løsninger
Alfa Laval har placeret flere af sine test- og innovationscentre i Danmark. Fx er koncernens testcenter i Aalborg, som især har fremtidens grønne brændstoffer inden for skibstrafikken som omdrejningspunkt, førende på verdensplan.
-Vi har et stort fokus på at supportere vores kunder i den energitransition, de er i gang med inden for det maritime område. Kravene til rederierne om at reducere udslip af bl.a. drivhusgasser er øget, og der er flere krav på vej. Det giver øget efterspørgsel på løsningerne til den maritime industri, fortæller Stig Person, der er Managing Director hos Alfa Laval i Aalborg.
Bæredygtighed spiller også en helt afgørende rolle for Alfa Laval i Kolding, som er globalt center for hygiejnisk væskehåndtering og tankrensningsudstyr, og som udvikler og producerer pumper, ventiler og tankudstyr til fødevareindustrien, bryggerier, mejerier samt farmaceutiske og kosmetiske industrier. I 2023 afsluttede Alfa Laval i Kolding en omfattende fabriksflytning fra Eastbourne i England til Kolding, hvilket har optimeret produktionen og distributionen af højt specialiserede pumpeløsninger til fødevareindustrien og den farmaceutiske industri. I forbindelse med flytningen blev der etableret 85 nye arbejdspladser i Kolding.
-I 2023 fortsatte vi vores succes med at imødekomme kundernes behov for miljørigtige løsninger, så de fx kan spare vand og rengøringsmidler i deres processer. Vi oplever stor efterspørgsel på vores løsninger vedrørende styring af ventiler og rensning af tanke, og der er stor interesse for vores overvågningssystemer til vores pumper, siger Managing Director Bjarne Søndergaard fra Alfa Laval Kolding.
Hos Alfa Laval Nordic, der står for Alfa Lavals salg og markedsføring af produkter og systemer samt salg af reservedele og serviceydelser på det nordiske marked, ser man også en positiv udvikling.
-Vi oplever en stærkt stigende interesse i vores innovative løsninger, der blandt andet hjælper vores kunder med at spare på energien og dermed sikrer et markant mindre CO2-aftryk. Derudover har vi med investeringer i vores serviceforretning sikret, at vi bedre er i stand til at servicere vores kunder på tværs af landet inden for den store portfolio af Alfa Laval-produkter, vi sælger, siger Managing Director Joachim Christensen fra Alfa Laval Nordic A/S.
Udover Alfa Lavals selskaber i Søborg, Aalborg og Kolding består Alfa Laval i Danmark af Alfa Laval Nakskov, der er globalt center for membranfiltrering og står for udvikling, produktion og salg af membraner og avancerede væskesepareringssystemer til blandt andet den bioteknologiske og farmaceutiske industri og spildevandsindustrien. Et samarbejde mellem Alfa Laval i Nakskov og den canadiske virksomhed COMET førte i 2023 til, at COMET etablerede et anlæg til produktion af en særlig type kostfibre i Kalundborg. COMET kan isolere og oprense kostfibre fra hvedestrå i et membranfiltreringssystem, som er designet og produceret af Alfa Laval i Nakskov, der er koncernens globale videnscenter for membranfiltrering.