Et partnerskab af virksomheder og forskere vil spare op til tre kilo per kvadratmeter vindmøllevinge. Det sker i det nye samarbejde KurvedCores, hvor målet er at indføre en fuldautomatisk produktionsproces i vindindustrien, der skal erstatte manuel produktion af vindmøllekerner med automatiserede robotarme, sensorer og 3D-teknologi.
Arbejdet med vindmøllevinger kan om få år blive meget lettere.
Det gælder både selve produktionen af vingens kompositkerne, men også vægten af den samlede vinge, der kan reduceres betragteligt med automatiserede processer.
-I de sidste 30 år er fremstillingen af vingekernen, der primært består af glasfiber og bindemidlet resin, sket manuelt med såkaldte gitterskårne kernesæt. Vores teknologi er fuldautomatisk og kan erstatte de manuelle processer med hurtigt-designede paneler, sensorik og robotteknologi, der kan fungere som smarte brikker i det 3D-puslespil, det bliver at producere vinger fremover, fortæller Christian Raun, CEO og stifter af virksomheden Kurvatur og partner i innovationsprojektet KurvedCores.
Han fremhæver kortere produktionstid, reduceret brug af resin, lettere vinger og et bedre klima- og miljøaftryk som plusser ved samarbejdet i KurvedCores-projektet.
-Ved at spare to til tre kilo per kvadratmeter af vingens samlede vægt kan man gøre den længere uden at gå på kompromis med belastningen – og en længere vinge betyder mere grøn strøm. Samtidig kan vi sikre, at resinen kun flyder derhen, hvor den skal bruges i vingen. Det sikrer også en besparelse på bundlinjen for producenterne og for vingens miljøaftryk, fortæller han videre.
Forskernes filosofi
Innovationsprojektet KurvedCores er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) og bliver faciliteret af den danske energiklynge, Energy Cluster Denmark.
Udover Kurvatur medvirker virksomheden Blue Consulting, der har specialiseret sig i strategiarbejde og forretningsudvikling samt Aarhus Universitet og Syddansk Universitets Center for Large Structure Production. Her bidrager forskerne med viden om automatisering og andre digitale processer til fuldautomatiske produktionslinjer til forskellige industrier.
-Vi er glade for at kunne bidrage med vores viden om industriproduktion, fx om digitale tvillinger, hvor vi simulerer den faktiske produktion med en digital kopi. Senere i KurvedCores udvikler vi også en prototype af 3D-teknologien, som vi skal hjælpe med at implementere i en rigtig produktionslinje. Vores filosofi beror på, at viden og fleksibel information er nøglen til succes – også når det gælder grøn omstilling. Man kan have så mange robotter, det skal være, men branchekendskab er udgangspunktet for at bruge dem, fortæller Christian Schlette, professor ved Syddansk Universitet.
Vinger til gavn
Det er den danske energiklynge, Energy Cluster Denmark, der står for at facilitere KurvedCores-projektet. Ifølge Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark, er samarbejdet et godt eksempel på, at det betaler sig at samtænke forskellige teknologiske kompetencer.
-Det er vigtigt, at vores virksomheder og forskere bruger deres kræfter bedst muligt på det, der skaber mest værdi. Det gælder udvikling, vækst, arbejdspladser og klimavenlige tiltag. Det er derfor yderst positivt, at vi kan hjælpe partnerne i KurvedCores på vej mod deres mål om at øge automatiseringen af vindindustrien, så vi kan producere bedre og mere klimavenlige vinger til gavn for industrien og resten af samfundet, siger hun.
Netop den pointe er også vigtig for Christian Raun fra Kurvatur.
-Fremskrivningerne for udviklingen af vindindustrien ser fornuftige ud – i Danmark og i udlandet. Vi kommer med et tiltag til produktionen af vinger, der kan bruges globalt, og vi forventer derfor også at blive en del af vindindustrien i Polen, Frankrig, Canada, USA og i andre lande, hvor udviklingen sker hastigt. Samtidig vil vi som en lokal virksomhed med base i Haderslev også gerne udvikle vores nærområde og skabe videnstunge, konkurrencedygtige arbejdspladser i vores egen region. Det forventer vi også, at det aktuelle innovationsprojekt vil bidrage til, siger han.
Innovationsprojektet KurvedCores begyndte i 2024 og slutter i 2026. Samarbejdet er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) med 10,2 mio. kroner og har et samlet budget på 14,8 mio. kroner.
Partnerne er Kurvatur, Blue Consulting, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet. Energy Cluster Denmark faciliterer projektet.