Bila A/S er netop blevet hædret som en af verdens største leverandører af cobots fra Universal Robots og også som en af de 10 største forhandlere globalt af producenten OnRobots værktøjer til robotarme. Bilas forklaring på, at et relativt lille land kan opnå så markant en placering, er gode samarbejdspartnere, en stærk forankring og solide kompetencer.

-Danmark fylder ikke meget på verdenskortet. Derfor synes jeg, at vi som produktionsland kan være stolte af at rage op i landskabet internationalt, når det handler om investeringer i automatisering og robotteknologi. Vi oplever, at fremstillingsindustrien er meget optaget af, hvordan konkurrenceevnen kan styrkes gennem optimering, siger Per Bech Rasmussen, CEO i Bila Automation.
I de mere end 30 år, som virksomheden har eksisteret på markedet, er det blevet til mere end 2000 automationsløsninger til små, mellemstore og store producenter i både ind- og udland. En af kunderne er Troldtekt.
-Bila har været en vigtig samarbejdspartner i vores udvikling til, hvor vi står i dag som en fuldautomatiseret produktionsvirksomhed. Via tæt dialog og indsigt i vores processer har de været innovative og i høj grad medvirket i vore forbedringer og optimeringer ved brug af deres knowhow inden for automatisering og robotteknologi. Bila gennemfører deres projekter med en stærk projektstyring, som sikrer at projekterne bliver kørt i mål til tiden, og de slipper ikke projekterne før de er helt i mål i forhold til aftalte krav og specifikationer, siger fabrikschef i Troldtekt, Orla Jepsen.

-Det er livsnødvendigt for den danske industri at automatisere alt, hvad de kan i en tid med mangel på arbejdskraft og stigende materialepriser. Det handler i den grad om at få nedbragt produktionsomkostningerne. I Migatronic kan vi sammen med Bila optimere hele værdikæden i en metalvirksomhed, så vores kunder styrker deres konkurrenceevne. Vores fælles mål er at gøre det helt enkelt og problemfrit for metalvirksomhederne at skifte fra en manuel til en automatiseret proces, siger Kristian Madsen, CEO i Migatronic, som på den igangværende hi-messe har udstationeret nogle af sine eksperter på Bilas stand.
Produkteksperter fra OnRobot og Universal Robots har under messen også været til rådighed på Bilas stand.
Bila er én af de få forhandlere i verden, der har opnået status som Platinum Partner hos robotproducenten Universal Robots og en placering som blandt de globalt førende. Det er ikke spor tilfældigt, siger Michael Hjertebjerg,Regional Sales Director, Northern Europe i Universal Robots:
-Bila har en stor ekspertise indenfor automatisering og robotteknologi og evner at favne både de store og små udfordringer. Deres mangeårige erfaring og indsigt skaber stor værdi for virksomhederne, der ønsker at optimere deres produktion med den nyeste teknologi inden for kollaborative robotter. De evner at finde de intelligente løsninger til de udfordringer, de får, og de formår hurtigt og effektivtat få implementeret projekterne til gavn for kunderne, fortæller han.