Udvalget af sensorer er enormt, og det kan være svært at vælge den helt rigtige sensor til den konkrete opgave. Her er tre vigtige overvejelser at gøre, så du kommer godt i gang.
Godt begyndt er halvt fuldendt, lyder en gammel talemåde. Det gælder i høj grad også i maskindesign, hvor det altid kan betale sig at undersøge tingene til bunds, inden man går i gang med at bygge maskinen.
I rigtig mange maskiner er sensorik et vigtigt element. Men udvalget af sensorer på markedet er enormt, og det forkerte valg kan i værste fald føre til problemer, som det kan være dyrt og tidskrævende at afhjælpe senere.
Derfor er det vigtigt både at vælge den rigtige sensor til opgaven og at gøre det tidligt i projektfasen. Desværre er det ikke helt ukendt fænomen, maskinbyggere først begynder at etablere sensorikken i en maskine et godt stykke inde i projektet.
Og det er ærgerligt, for hvis de havde tænkt sensorik ind tidligere, kunne de have undgået de problemer, de måske ender med at have.
Hvordan vælger du så den optimale sensor til den konkrete opgave? I det følgende vil jeg give mine bud på tre basale overvejelser, du bør gøre dig selv inden du går i gang. Når du kender svarene, er du kommet godt fra start.
Fem forskellige slags sensorer
Men først et helikopterperspektiv på sensorer generelt: Der findes overordnet fem forskellige slags sensorer. To af dem er i direkte, fysisk kontakt med de emner, de skal aftaste, og de tre andre opererer berøringsfrit.
I den første kategori finder vi den mekaniske switch, som fx har en arm, der bliver påvirket af emnet, og den trykfølsomme sensor, som fx måler væsketryk eller lufttryk. Begge virker altså ved, på den ene eller den anden måde, at være i fysisk kontakt med det emne, de skal registrere.
Når vi så vender blikket mod de berøringsfri sensorer, er der i store træk tre forskellige slags. De virker enten ved hjælp af lys (med en lysstråle som brydes eller reflekteres, også kaldet en fotosensor), lyd (ultralyd, som kastes tilbage) eller induktion (magnetfelt).
Det giver næsten sig selv, at de forskellige sensortyper har hver deres karakteristika, som gør nogle bedre egnede til en konkret opgave. Og dermed er vi nået frem til de tre vigtige overvejelser:
Kan sensoren berøre emnerne, eller kræver applikationen berøringsfri sensorik?
Dette er det helt grundlæggende spørgsmål, og svaret kan afhænge af mange forskellige faktorer, bl.a. den hastighed, emnerne passerer forbi med.
Hvad er emnet?
Er det altid det samme emne, der skal detekteres, eller skal sensoren kunne registrere flere forskellige typer emner i forskellige materialer?
Hvis du er helt sikker på, at applikationen kun behandler emner i metal, er en induktiv sensor måske helt fin til opgaven. Men hvis der også kommer emner i fx plastic eller stof forbi sensoren, er situationen en anden.
Hvilket miljø står applikationen i?
Hvis du er ved at bygge en applikation til et krævende miljø, stiller det nogle særlige krav. For eksempel kan vanddamp eller støv i luften gøre livet svært for en fotosensor, og svejserobotter udsender meget EMC-støj, som kan påvirke nogle sensorers performance.
Og hvis sensoren nu skal monteres på en lastbilkran, er det nok en god idé at sikre sig, at den både kan tåle kulde, sne og, regn.
Det er selvfølgelig nogle forsimplede eksempler og problematikker, som snildt kunne uddybes og forklares mere detaljeret. Det vil jeg gøre i et senere blogindlæg, men de grundlæggende overvejelserne er under alle omstændigheder et godt udgangspunkt.
Der er en god grund til, at der findes mange forskellige sensorer på markedet – og det er netop derfor, det betaler sig at tænke sig godt om tidligt i projektfasen.
