Med opkøbet af danske Daniit udvider Init sine tilbud til industrien og styrker samtidigt sin position på det danske marked med lokation i Sønderborg, Odense og Rødkærsbro.
Init blev etableret i januar 2022 med fusionen af danske Picca og PD-Automation – og tæller herudover svensk-norske Acobia, svenske Martensson Consulting og de danske virksomheder Logimatic, AN Group, Inuatek, 3Tech Automation, ProjectBinder, MBB Consult og nu Daniit.
Daniit har siden 1968 leveret automations og industrielle IT-ydelser inden for kontrol, regulering, monitorering og dataindsamling. Virksomheden er desuden en førende producent og leverandør af kundespecifikke el-tavler. Selskabet har hovedkontor i Sønderborg og har på nuværende tidspunkt 40 medarbejdere.
-Daniit er særligt stærke inden for bl.a. vandbehandling til landbaserede fiskeopdrætsanlæg (RAS anlæg), idet selskabet leverer avanceret processtyring til sikring af miljørigtig vandbiologi. Vi ser derfor frem til, som en del af Init, at blive en endnu stærkere partner i og uden for Danmark. Dertil glæder vi os til at være med på rejsen i at skabe en førende leverandør med en bredere vifte af kompetencer og løsninger til gavn for alle kunderne, siger Henning Kongstad, adm. direktør i Danii.
Daniit fastholder sine nuværende aktiviteter, herunder arbejds- og projekttilgange, ligesom den tidligere ledelse af selskabet fortsætter med en ejerandel i Init.
-Daniit vil særligt bidrage til vores fælles gruppe med kompetencer inden for software programmering, proces kendskab og special-løsninger til foderfabrikker, fiskeopdræt og vandbehandlingsindustrien. Dermed tager vi endnu et skridt mod vores ambition om at blive Nordens førende leverandør af industriel IT og automatiseringsløsninger til industrien. Vi ser frem til sammen med Daniit at skabe en endnu stærkere gruppe til gavn vores kunder og medarbejdere, supplerer Henrik Jensen, adm. direktør for Init.
Init har med Daniit indtræden i gruppen nu ca. 460 medarbejdere fordelt på lokationer i Danmark, Sverige, Norge, Serbien og Spanien.
Om Init
Init er en gruppe af softwarevirksomheder, der leverer bæredygtige, innovative og langsigtede industrispecifikke automationsløsninger til en bred vifte af produktionsvirksomheder i Skandinavien og udlandet.
Init blev etableret i januar 2022 og består i dag af 10 automatiseringsvirksomheder med omkring 460 højt kvalificerede medarbejdere på lokationer i Danmark, Sverige, Norge, Serbien og Spanien.