Det danske biomasseenergi- og pyrolyseteknologiselskab – Dall Energy – har for en uoplyst sum opkøbt den franske markedsleder inden for biomasseteknologi, Weiss France Énergie, samt datterselskabet Biomasse Services et Maintenance (BSM) fra Groupe Roullier. Sammen skal de levere løsninger, der kan styrke den grønne energiomstilling i Frankrig inden for både fremstillingsindustrien og fjernvarmesektoren.
Den danske leverandør af biomasseenergi og pyrolyseteknologi, Dall Energy, har de senere år set stigende efterspørgsel hos franske kommuner og virksomheder, hvilket har betydet enorm vækst i landet.
Det har medført et mål om at blive en førende aktør inden for biomasseprocesteknologi i Frankrig. Og for at styrke denne strategi er Dall Energy glad for at kunne annoncere det effektive opkøb af Weiss France Énergie (Weiss) og Biomasse Service og Maintenance (BSM) fra Groupe Roullier.
-Vi er begejstrede for dette opkøb. Weiss er en lokal, førende leverandør af energiteknologi, og vores teknologier supplerer hinanden. Sammen vil vi kunne levere endnu bedre løsninger til landets fjernvarmeselskaber og procesindustri, fortæller Dall Energys CEO, Jens Bentzen.
-Vi er stolte over at gå sammen med Dall Energys og tilbyde vores kunder en komplet teknologiløsning til bioenergiudnyttelse. Vores teams ser frem til at bidrage til den nye koncern med den service og professionalisme, der kendetegner Weiss og BSM, tilføjer Weiss’ adm. direktør, Frédéric Autret.
Mission: Bekæmp klimaforandring, mere energieffektivitet og erstat kul og gas
Både Dall Energy og Weiss specialiserer sig i udvikling af biomasseteknologier og løsninger, som omfatter tørre biomasseressourcer, våd biomasse samt råmaterialer med højt indhold af forurenende stoffer. De servicerer også anlæg direkte eller gennem partnerskaber.
Fremadrettet vil Dall Energy og Weiss arbejde tæt sammen – også med hovedinvestoren Eiffel IG – om at bidrage til at bekæmpe klimaforandringer via erstatning af kul og gas samt mere energieffektivitet. Først i Frankrig, men sandsynligvis snart i hele EU, hvor den grønne energitransition er i en afgørende fase.
-Frankrig er et primært marked for os, og Weiss’ omfattende netværk samt partnere vil hjælpe os med at opbygge tættere relationer i landet. I første omgang som separate enheder – men vi har planlagt en Post Merger Integration (PMI) proces her i efteråret, så vi kan udnytte synergierne snarest, siger Jens Bentzen afslutningsvis.
Fakta og nøgletal
• BSM og Weiss er begge opkøbt af Dall Energy ApS fra Groupe Roullier.
• Til sammen har virksomhederne cirka 100 medarbejdere fordelt på Frankrig og Danmark.
• Weiss og BSM vil fortsætte deres forretning fra deres respektive kontorer i Frankrig.
• I løbet af 2024 vil Weiss assistere Dall Energy med oprettelsen af et ”Dall Energy France”-selskab.
• Dall Energy France vil være den enhed, hvorfra lokale Dall Energy-projekter vil blive gennemført.
• Strategiske planer for at fremme synergier iværksættes i løbet af efteråret 2024.
• Eiffel IG er en hovedinvesteringspartner og har investeret gennem sin fond: Eiffel Essentiel.
Dall Energy leverer banebrydende biomasseenergiteknologier til det globale energimarked med sin patenterede biomasseforgasningsteknologi. Forgasningsteknologien har fordele såsom lave vedligeholdelsesomkostninger, anvendelighed til en bred vifte af biomassearter, lave emissioner uden behov for filtre samt fleksibilitet i belastning svarende til gasfyrede anlæg.
Med Dall Energys løsninger kan virksomheder reducere deres miljøpåvirkning ved at forbedre luftemissioner og bruge lokalt fremskaffet biomasse, som er billig, bæredygtig og CO2-neutral.
Dall Energy blev grundlagt i 2007 af Jens Dall Bentzen. I 2023 investerede den store franske kapitalforvalter Eiffel IG i Dall Energy for at hjælpe virksomheden med at vokse både nationalt og internationalt.
Virksomheden har hovedkontor i Hørsholm, nord for København, med 35 lokale medarbejdere.