Danske Turf Tank, der står bag verdens første selvkørende opstregningsrobot til sportsbaner, figurerede sidste år på Fast Companys eftertragtede liste over verdens mest innovative virksomheder. Siden har virksomheden mangedoblet salget især i USA, og nu optræder Turf Tank som den eneste danske virksomhed på TIME Magazines liste over Best Inventions 2024.
Turf Tank har på få år revolutioneret baneforvalteres arbejde ved at erstatte timelange manuelle opstregninger med en GPS-styret selvkørende opstregningsrobot, der på blot 23 minutter opstreger en hel 11:11 fodboldbane.
Siden lanceringen har tusindvis af fodboldklubber, skoler, universiteter og kommunale sportsanlæg taget Turf Tanks robotter til sig, og virksomhedens abonnementsmodel har gjort det muligt for selv de mindste klubber at få opstreget banerne i samme kvalitet som de største stadions og klubber verden over.
Det førte sidste år til en placering på Fast Companys prestigefyldte årlige liste over World’s Most Innovative Companies.
På TIMEs årlige liste over de bedste nye opfindelser
Nu har prestigefyldte TIME Magazine fået øje på den danske robotsucces, idet Turf Tank netop er blevet offentliggjort som Special Mention på TIMEs årlige liste over de bedste nye opfindelser. Best Inventions of 2024 tæller i år kun én dansk virksomhed, nemlig Turf Tank, og derfor er det ekstra betydningsfuldt for CEO Mikkel Jacobsen at lande den eftertragtede placering som en af årets bedste opfindelser.
-Vi har investeret massivt i vores teknologi og design og har skabt et ekstremt brugervenligt interface for de baneforvaltere, der hver dag benytter sig af vores robot. Vi er ligeledes gået over til en primært abonnementsbaseret forretning, hvilket har reduceret kundernes kapitalbinding i robotterne. Det er en kæmpe fordel – uanset om man er en lille lokal fodboldklub eller en af de store NFL- eller Premier League-klubber. Placeringen som en af TIME Magazines special mentions på listen over årets bedste opfindelser, er en stor anerkendelse af det hårde arbejde, hele vores team har lagt i at nå hertil, siger Mikkel Jakobsen, CEO i Turf Tank.
TIME Magazines liste over Best Inventions tæller i alt 200 opfindelser i 2024 – inden for kategorier som sundhedsteknologi, AI, forbrugerelektronik, grøn energi, m.fl. I kategorien Special Mentions findes både AI-avatarer, LED-lysmasker til ansigtet, en chatbot til kræftramte og mange andre opfindelser uden for de gængse kategorier. Fællesnævneren er, at produkterne gør en forskel og anses som nogle af dem, der viser ekstra flyvehøjde i forhold til innovationsgraden.
-Det er en ære for os at blive anerkendt som en af verdens mest innovative virksomheder. Vi bliver formentlig aldrig helt færdige med at raffinere vores teknologi, men ikke desto mindre er vi meget stolte over at være placeret i selskab med så mange fremsynede virksomheder i et år, hvor udviklingen af eksempelvis kunstig intelligens for alvor er blevet toneangivende blandt virksomhederne på listen, siger Mikkel Jacobsen afslutningsvis.
Turf Tank har udviklet verdens første selvkørende GPS-styrede opstregningsrobot til sportsbaner, og til dato har Turf Tank sat 3.000 robotter i arbejde alene på det amerikanske marked. Derudover anvender mere end 3.500 skoler, universiteter, små lokale fodboldklubber samt NFL- og Premier League-klubber Turf Tanks robotter til opstregning.
Robotterne styres med en tablet og har dermed konverteret en ellers gammeldags, manuel arbejdsrutine til en nem og moderne opgave, der er overstået på minutter snarere end timer. Samtidig har Turf Tank i tæt samarbejde med baneforvaltere rundt om i verden gjort brugeroplevelsen mere og mere intuitiv og med mulighed for at skræddersy robotten til specifikke behov såsom logoer til events og velgørende formål.