Sygdom, hospitalsindlæggelse og arbejdsløshed skaber utryghed i mange familier, også om økonomien. Nu gør el-selskabet Jysk Energi noget ved usikkerheden. Jysk Energi indførte fra nytår 2015 en ordning, så kunderne ikke selv skal betale deres el-regning, hvis de bliver syge eller arbejdsløse.
Forsikringen indføres, uden at det koster forbrugerne penge. Jysk Energi betaler selv præmien.
El-selskabet sælger strøm i hele landet med udgangspunkt fra hovedsædet i Holstebro. Jysk Energi mener at være først på markedet med sådan en fakturabeskyttelses-forsikring til el-kunder. Realkreditselskaber, kreditkortselskaber og andre tilbyder også ordninger, hvor regningen dækkes ved sygdom eller arbejdsløshed. Men her skal kunderne som regel selv betale præmien.
Jysk Energi tilbyder forsikringen til sine såkaldte fordelskunder. Det vil sige, de der køber strøm som ”Fastpris El”, ”Loft El” eller ”Klima El”. De får gennem selskabets Fordelsklub også tilbudt flere end 3.000 rabatter hos forretninger og andre steder rundt om i landet.
-Vi vil gerne give vores kunder større tryghed, siger direktør Flemming Poulsen fra Jysk Energi. Ved sygdom og arbejdsløshed er der nok andet at tænke på. Derfor er det godt, at vore kunder i det mindste ikke behøver spekulere på el-regningen.
Der knytter sig en række betingelser til forsikringen. For eksempel skal arbejdsløshed være ufrivillig. Hvis folk selv siger deres arbejde op og derefter kommer til at gå ledig, så dækker ordningen ikke. Ved sygdom dækker forsikringen blandt andet, når en kunde midlertidigt er fuldt uarbejdsdygtig. I alle tilfælde gælder den for personer mellem 18 og 65 år. Der er grænser for, hvor længe forsikringen dækker regningen. Den omfatter prisen for selve elektriciteten, som er det, Jysk Energi sælger. Derudover får kunderne en regning på blandt andet afgifter og skatter fra det netselskab, som står for transporten af strømmen i deres område. Den skal de selv betale som normalt.