Stålspecialisten Esbjerg Maritime Service ApS ændrer navn til Engineered Market Solutions ApS. Det nye navn er et led i virksomhedens strategiske omstilling fra traditionel underleverandør til totalleverandør af ingeniør-, produktions-, installations- og serviceydelser til den internationale energiindustri.
Esbjerg Havn er allerede et af verdens knudepunkter for havvind, og beliggenheden ved Nordsøen udgør et enormt potentiale for fremtidens investeringer i grøn energi. Den udvikling satser EMS målrettet på at blive en del af, og som led i strategien skifter virksomheden nu navn fra Esbjerg Maritime Service til Engineered Market Solutions ApS.
-For halvandet år siden formulerede vi en ny kerneopgave, der lyder, at ”EMS skal levere værdiskabende løsninger til energiindustrien”. Det indebærer, at vi i højere grad fokuserer på projektledelse, strategiske samarbejder og udvikling af egne produkter, og i mindre grad på at være underleverandør i traditionel forstand, forklarer direktør og indehaver Kenneth Hagelskjær om baggrunden for navneskiftet.
Den nye strategi har medført en stejl vækstkurve, der er slået tydeligt igennem i det nye 2022/23-regnskab, hvor EMS har forbedret resultatet før skat fra 2,1 til 4,1 mio. kr. Virksomheden har styrket sin organisation betydeligt for at kunne håndtere mere komplekse opgaver for kunder i ind- og udland. Tæller man søsterselskabet Global Gravity med, er EMS over det seneste år vokset fra 80 til 115 medarbejdere.
Olie/gas-erfaring kan tilføre værdi til PtX-projekter
Det ”nye” EMS består af tre afdelinger – engineering, produktion og service – som alle har fået en markant opgradering af både faciliteter og kompetencer gennem de seneste års udvidelser, hvor virksomheden har investeret over 65 mio. kr. i to nye produktionshaller og en administrationsbygning. Med rammerne på plads er fokus nu på at få de tre afdelinger til at spille hinanden endnu bedre.
-De koncepter, som vi begynder at få succes med nu, har vi arbejdet med i flere år. Men vi var nok lidt for tidligt ude og befandt os for langt nede i fødekæden. De sidste par år har vi investeret markant i faciliteter og kompetencer og befinder os nu et sted, hvor vi kan tillade os at være selektive i forhold til, om kunder og opgaver passer ind i vores strategi, siger Kenneth Hagelskjær videre.
Lige nu er det især procesudstyr til produktion og distribution af energi, der fylder i ordrebogen. Det gælder blandt andet tanke, beholdere, pipelines og rørsystemer til energikunderne. Samtidig er EMS i fuld gang med at positionere sig i forhold til et kommende vækstmarked inden for brint. For nylig blev Danmarks første statslige udbud af grøn brint afgjort, hvilket igangsætter seks projekter med etablering af PtX-anlæg i Danmark.
-Potentialet i brintindustrien er enormt. Det er ikke et nyt marked, men ingen har prøvet at håndtere projekter i så stor skala som de PtX-anlæg, der skal bygges nu. Vi ser en oplagt mulighed for, at vores viden og erfaring fra mange år i olie- og gasindustrien kan tilføre værdi til kunderne og sikre os en rolle i kommende brintprojekter, siger Kenneth Hagelskjær.
Engineered Market Solutions (EMS) ApS er er specialiseret i design, engineering, fremstilling og servicering af trykbærende anlæg, pipelines og stålkonstruktioner med særligt fokus på energiindustrien, herunder vind, olie/gas og PtX. Virksomheden er etableret i 2009 og råder over 12.000 kvm. med produktion og administration på Lillebæltsvej i Esbjerg.