Laurent Marquis tiltræder med omgående virkning som direktør for den nyetablerede virksomhed, FlexHex Company, som har til huse i Danmarks centrum for robotudvikling, Odense. I første omgang vil den nytiltrådte direktør fokusere på at etablere og udvikle et bredt industrielt produktkendskab og etablere en organisation.
FlexHex Company er spundet ud fra det europæiske udviklingsprojekt, ReconCell, hvor Blue Ocean Robotics er central partner i projektets markedsaktiviteter. Virksomhedens Hexapod er udviklet til at facilitere hurtig omstilling i produktion til andre produktserier og derved muliggøre implementering af omkostningseffektiv robotteknologi i produktionsvirksomheder af alle størrelser.
Laurent Marquis kommer til FlexHex Company fra en stilling som hhv. teknisk direktør og efterfølgende som direktør i Wave Star A/S.
-Efter Industri 4.0-begrebet for alvor er blevet taget imod, navnligt inden for bilproduktion, er der en efterspørgsel efter innovative og omstillingsparate robotløsninger i skabelsen af de såkaldt Smart Factories. FlexHex-systemet med Hexapoden er en efterspurgt vare blandt virksomheder, der ønsker hurtigere og mere omkostningseffektiv omstilling i produktionen mellem produktserier. Dette gøres muligt med et fleksibelt fikstur, som kan justeres på alle akser (x,y,z), udtaler Laurent Marquis, nyudnævnt direktør for FlexHex Company og fortsætter:
-Vi starter ud med at holde fokus på det europæiske marked, hvor navnlig Skandinavien, Tyskland og Frankrig er nogle vigtige markeder. Efter robotten har været testet i fabrikationssetup, ses det, at man i langt de fleste tilfælde kan opnå en 80 procent hurtigere omstilling til anden produktion og i mange tilfælde en besparelse på over EUR 50.000.
Om …
FlexHex udvikler, producerer og markedsfører robotic Hexapod-løsninger som et middel til at muliggøre hurtig og omkostningseffektiv omstilling i produktionen. Hexapod-systemet er fuldt integrerbart med andre robotaktiviteter i produktionslinjen og udviklet med hensigt på at gøre produktionssetup mere økonomisk og fleksibel med højere kvalitetssikring, som derved sikrer højere stivhed og nøjagtighed i fiksering af emner i f.eks. montering, svejsning, fiksering og præcision i kalibrering.