Udtjente vindmøllevinger bliver i dag ofte deponeret, altså smidt i et hul i jorden. I sin ph.d.-afhandling har Kristine Wilhelm Lund fra SDU undersøgt, om genanvendelse af vingerne er mulig rent praktisk, logistisk og økonomisk. Og det er det.
Hvis man skal genanvende brugte vindmøllevinger i stor skala, er der lige nu fire teknologiske muligheder. To af dem er ikke helt klar endnu og kræver yderligere udvikling, men de to andre er velkendte og kan i princippet sættes i gang med det samme.
Sådan lyder det fra Kristine Wilhelm Lund, der netop har forsvaret sit ph.d.-projekt om genanvendelse af vindmøllevinger på SDU Engineering Operations Management.
-Altså det er måske lidt kækt, men det er min konklusion, og den står jeg ved: Der er ikke noget, der stopper os for at gøre noget her og nu, siger Kristine Wilhelm Lund.
I Danmark har vindmøllevinger en gennemsnitlig levetid på cirka 29 år. Eftersom de er lavet af et såkaldt kompositmateriale – en blanding af glasfibre og hærdet plast, som er svære at skille ad – bliver de herefter som regel deponeret. Det er ikke nogen særlig bæredygtig løsning, og derfor er der de senere år kommet flere bud på, hvordan man kan genanvende vingerne.
Men hidtil har fokus mest været på de enkelte teknologier. Før Kristine Wilhelm Lunds ph.d.-projekt har stort set ingen kigget på værdikæderne for de forskellige metoder og kortlagt, hvordan det rent praktisk, logistisk og økonomisk skal lade sig gøre.
-Det, jeg har undersøgt, er alt det, der kommer før og efter teknologierne. Uanset hvilken metode, du har med at gøre, vil der overordnet være otte hovedprocesser, som du skal igennem, og dem har jeg kortlagt, siger Kristine Wilhelm Lund.
-Jeg har været optaget af, hvordan vi får indrettet et funktionelt industrielt system, som kan skaleres op, fortsætter hun.
De fire metoder
Og nu til de fire metoder til genanvendelse af vindmøllevinger.
-I virkeligheden er der fem, for det allerbedste ville være at genbruge vingerne mere eller mindre direkte, fx til busskure og møbler, men med mængden af vinger, der skal pilles ned i de kommende år, er det ikke nogen realistisk løsning, siger forskeren.
Den mest ligefremme metode for genanvendelse er det, man på engelsk kalder ”cement co-processing”. I bl.a. Tyskland benytter man sig allerede af metoden, som går ud på at brænde de opskårne vindmøllevinger i cementproduktionens ovne for på den måde at erstatte noget andet brændsel, og derefter bruge glasfibrene, som ligger tilbage i ovnen, som fyld i cementen.
-Det at brænde noget af bliver aldrig en cirkulær løsning, men man bruger trods alt materialerne til et eller andet, og derfor er det på stadiet over deponi, siger Kristine Wilhelm Lund.
Endnu bedre er det, hvis man kan nedbryde vingerne mekanisk i en stor kværn og genbruge det knuste materiale i fx byggematerialer som plastplader. Det er den anden teknologi, og den kan også sættes i gang med det samme, siger forskeren.
-Men i begge tilfælde kan man på sin vis sige, at man blot har deponeret materialet i et andet produkt i stedet for i jorden. Når byggematerialerne eller cementen med glasfiberfyld en dag bliver smidt ud, kræver det, at man også dér har en måde at genanvende det på, siger hun.
De to sidste metoder kommer uden om den problematik og er derfor rigtig cirkulære. Men de kræver altså også fortsat noget arbejde, før de er helt klar til at blive rullet ud.
Man taler på den ene side om pyrolyse, hvor man tvinger materialerne fra hinanden ved hjælp af opvarmning uden ilt. Derefter kan glasfibrene videreforarbejdes og smeltes om, inden de igen kan bruges i nye vindmøllervinger eller andre kompositprodukter.
Og så taler man om solvolyse, hvor princippet er det samme, men hvor man kemisk skiller glasfibrene fra epoxyen eller polyesteren.
Alle løsninger på én gang
Spørger man Kristine Wilhelm Lund, bør vi som samfund ikke vælge én af metoderne og kun satse på den. Vi bør gå med dem allesammen, siger hun, for mængden af udtjente vindmøllevinger kommer til at stige drastisk i løbet af det næste årti.
-En af konklusionerne i mit studie er, at vi er nødt til at gøre brug af alle fire ruter, siger hun.
-Vi kan ikke pege på én enkelt løsning som den bedste, fordi de er på forskellige udviklingsniveauer, og vi har brug for både de mere etablerede teknologier og dem, der stadig er under udvikling, for at kunne håndtere de store mængder af affald effektivt.
Samtidigt viser forskningsresultaterne, at de mange praktiske og logistiske processer, der indgår i de fire forskellige løsninger, er stort set identiske fra løsning til løsning.
-Det viser, at investering og standardisering er en forudsætning for alle løsninger, siger Kristine Wilhelm Lund afslutningsvis.
