Efter seks succesfulde år i spidsen for Svanehøj Service & Aftersales fortsætter Morten Christian Larsen som Managing Director i Svanehøj Singapore. Ansvaret som direktør for de over 100 medarbejdere i serviceforretningen overtages af Morten Brandborg, der senest har været CEO i Green Instruments.
Siden 2019 er Svanehøjs service- og aftersales-forretning vokset med 550 pct. i omsætning og udgør i dag en betydelig del af Svanehøjs samlede forretning med speciale i marinepumper og måleudstyr til flydende gas.
Sideløbende er medarbejderstaben i service og aftersales udvidet fra 16 mand, lokalt baseret i Danmark, til over 100 specialister fordelt på lokationer i Danmark, Storbritannien, Frankrig, USA, Singapore, Japan, Korea, Kina og Dubai.
Svanehøj er i dag verdens største serviceleverandør til gasskibe og kan – som den eneste på markedet – tilbyde én samlet løsning med service af pumper, kompressorer, ventiler og instrumentering til både LNG- og LPG-skibe.
De imponerende resultater er opnået under ledelse af Morten Christian Larsen, som nu, efter mere end seks år som Service & Aftersales Director (CSO), har påtaget sig en ny, spændende udfordring som Managing Director for Svanehøj Singapore.
Den ledige stilling som Service & Aftersales Director overtages af brancheprofilen Morten Brandborg, der kommer til Svanehøj med masser af erfaring med ledelse og salg fra blandt andet Wärtsilä, ABB, Hydratech og Desmi. Senest stod Morten Brandborg gennem godt tre år i spidsen som CEO for en succesfuld turnaround i Green Instruments.
-Svanehøj er i dag uden sammenligning den største serviceleverandør til gasskibe og lokalt repræsenteret med servicespecialister over hele verden. En stor del af æren for den udvikling kan tilskrives Morten Christian Larsen, og jeg er glad for, at vi også fremover kan drage nytte af hans kompetencer – nu i en ny position som direktør for vores aktiviteter i Singapore og UK. Samtidig er jeg overbevist om, at vi i Morten Brandborg har fundet den helt rette profil til at fortsætte udviklingen af service og aftersales. Med de vækstplaner, vi har for Svanehøj, sætter vi fuldt fokus på at udvikle alle områder af vores forretning, siger CEO i Svanehøj, Søren Kringelholt Nielsen.
Glædeligt gensyn med en transformeret virksomhed
Morten Brandborg havde første arbejdsdag i Svanehøjs serviceafdeling den 1. november – og faktisk er der tale om et gensyn med hovedkvarteret i Svenstrup ved Aalborg, idet han gennem godt syv år frem til slutningen af 2018 var salgschef og senere salgsdirektør i det daværende Wärtsilä Svanehøj.
-Svanehøj er et helt andet sted, end da jeg sidst var en del af organisationen. Det er imponerende, at virksomheden siden dengang har formået at gøre service og aftersales til en global forretning. Jeg kommer med en masse relevant brancheerfaring fra internationale virksomheder og stor indsigt i både de kommercielle og de tekniske aspekter af den maritime industri, og jeg glæder mig til at være med til at indfri ambitionerne om fortsat vækst, siger Morten Brandborg.
Svanehøj Singapore, der tidligere hed Hamworthy Pumps, er specialiseret i udvikling og produktion af high-end in line-pumper og brandslukningspakker til segmenterne Offshore, Navy og Marine. Denne del af Svanehøj har aktiviteter i Singapore og i Poole i Storbritannien.