Hvilke teknologiske trends skal erhvervslivet og den offentlige sektor kende til for at få en strategisk fordel? Rådgivningsgigant og tech-partner Deloitte udpeger seks centrale tendenser med potentiale til at ændre måden, vi arbejder, interagerer og laver forretning på.

Deloittes årlige udgivelse ”Tech Trends” har igen blændet op for det lange lys. Mens mange stadig bryder hovederne med, hvordan man får skaleret AI-projekter nu og her, vil vi ifølge Deloitte snart befinde os i en virkelighed, hvor AI er fundamentet for snart sagt alle andre teknologier.
-Vi står over for en række teknologiske gennembrud, der kan transformere måden, vi arbejder, interagerer og driver forretning på. Alt er bundet op på AI. Potentialet i AI er så omfattende på alle niveauer af samfundet, og vi har indtil nu kun set toppen af isbjerget. Det er også derfor, at vi i den nye rapport går skridtet videre til det punkt på tidslinjen, hvor AI er blevet fuldstændigt integreret i systemer og platforme – og dermed usynligt, forklarer teknologileder i Deloitte, Maria Hald.
Seks teknologiske trends
De teknologiske trends er udpeget af Deloittes globale teknologieksperter, som grupperer dem i følgende seks kategorier.
• Fra skærm til tredimensionelle rum, stemme og bevægelser
Teknologi bevæger sig væk fra den flade skærm til rumlig interaktion, hvor stemme og bevægelser spiller centrale roller. ”Spatial computing” muliggør avanceret dataanalyse i realtid og øger brugerengagementet – en udvikling, der kan revolutionere uddannelse, sundhedspleje og produktudvikling.
• Mindre modeller, større muligheder
Mens AI-modeller i stor skala har været nøglen til hurtig AI-udbredelse, er der voksende interesse for mindre, specialiserede modeller. De kan i højere grad løse specifikke opgaver, optimere energiressourcer og styrke sikkerheden. De små modellers fleksibilitet vil understøtte skræddersyede løsninger og innovation.
• AI møder hardware i IoT og edge computing
AI bliver indlejret fra starten i hardware lige fra pc’er til vaskemaskiner, opvarmning og belysning. Det giver muligheder for lokal databehandling og energibesparelser. Det er især relevant inden for sundheds- og robotteknologi, hvor robusthed og effektivitet er afgørende.
• It, der udvikler sig selv
AI kan understøtte automatisering af kodning, test af software og fejlrettelser. Det vil gøre it til en strategisk vækstmotor. For danske virksomheder og myndigheder kan dette mindske afhængigheden af eksterne tjenester og øge effektiviteten i it-driften.
• Cybersikkerhed – et kapløb mod kvantecomputere
Kvanteteknologi truer på sigt eksisterende krypteringsmetoder, og derfor skal cybersikkerhed opgraderes til et nyt niveau. Fremtidens it-sikkerhed afhænger af nye standarder, der beskytter identitet, betalinger og kommunikation mod avancerede trusler.
• AI i kernen af forretningen
Integration af AI i virksomheders kernearkitektur kan forenkle brugeroplevelsen. Samtidig kan AI føre til nye måder at anvende data på tværs af organisationer og brancher, hvilket skaber mulighed for dybere indsigt og bedre beslutningsprocesser.
-Disse seks tendenser er ikke bare hypede teknologiske buzzwords. De udgør hver især markante strategiske potentialer for virksomheder og myndigheder. Med de rette investeringer i AI, hardware og cybersikkerhed kan vi styrke både resiliens og konkurrenceevne. Områder, som alle er enige om, at vi skal prioritere i en turbulent tid, slutter Maria Hald.
Dyk ned i de enkelte teknologiske tendenser og læs mere her.