-Jeg vil gerne være sikker på, at HF kører videre som et sundt og udviklende firma for både medarbejdere, kunder, leverandører og naturligvis vores aktionærer – Addtech AB og Følsgaard Fonden. Jeg har derfor besluttet at trække mig som den ledende figur den 3. februar 2020 og overdrage rollen som administrerende direktør i Hans Følsgaard A/S til Bent Madsen, siger Jørgen Stenberg.

Bent Madsen kommer fra en ledende stilling i Aurora, hvor han har været ansat i over 20 år. Bent er 41 år og har derfor mulighed for at fortsætte den tradition, at direktører bliver i HF i lang tid.
-Selv om HF om to år fylder 100 år, har der udover stifteren, Hans Følsgaard, kun været ansat fire direktører. Det har sikret stabilitet og kontinuitet, og det skal gerne fortsætte, udtaler Jørgen Stenberg.
HF har i den periode udviklet sig fra, i de første fire årtier, at være en traditionel el-grossist, til i de seneste 20 år at være aktiv teknikpartner med primært kundespecifikke løsninger.
-Vi har opnået en omsætningsvolumen på ca. 600 millioner kroner samt min. 200 millioner kroner i direkte salg, og med seks afdelinger indenfor Telecom, Kabler, Automation, Container, Greentech og Powertech er hverdagen fyldt med spændende udfordringer, udtaler Jørgen Stenberg.
Samtidig har HF 100 procent ejede datterselskaber i Norge, Tyskland og Kina. Disse selskaber vil i fremtiden danne baggrund for større satsninger.
-Så der er nok at tage fat på, siger Jørgen Stenberg, der i en udefineret overgangsperiode vil støtte Bent Madsen. Han tilføjer:
-Det er mit mål på denne måde og gennem mit fremtidige virke som medlem af bestyrelsen i Hans Følsgaard A/S og Følsgaard Fonden at bidrage til HF’s fortsatte positive udvikling.