Kompetencer til fremtidens grønne arbejdsmarked er omdrejningspunktet, når op mod 2.500 unge under uddannelse møder videnscentre, virksomheder, organisationer, iværksættere mv. inden for den grønne omstilling. Det sker i forbindelse med Green Innovation Week i Skive i slutningen af september. Programmet omfatter både robotter, svejsning, IoT og meget mere.
Tidligere trælasts- og butikslokaler danner rammen når Green Innovation Week byder indenfor til en dag i den grønne omstillings tegn torsdag d. 26. september 2024 i Skive med et hav af aktiviteter. Flere af landets videnscentre har spillet en afgørende rolle i udviklingen af årets programspor.
-I år har vi fornøjelsen af at samarbejde med en række af Erhvervsskolernes videncentre i programudviklingen. Det har ikke alene højnet programmets faglige niveau, men har også bidraget til at vi kan bevare et stort fokus på tværfaglighed og kompetencer til fremtidens grønne arbejdsmarked, som er nogle af grundstenene bag Green Innovation Week, fortæller Louise Vilsgaard, projektleder for Green Innovation Week.
Samarbejdet med videnscentrene er planlagt til at fortsætte de næste år frem for blandt andet at understøtte anvendelsen af videnscentrenes læringsmaterialer inden for den grønne omstilling. Louise Vilsgaard forklarer:
-Vi har et stort fokus på, at elever og studerende er medskabere af alt fra programudvikling og aktiviteter til fysiske rammer, markedsføring og evaluering. Ved at koble det med videnscentrenes eksisterende indsatser og materialer inden for den grønne omstilling rammer vi direkte ind i læringsmålene på uddannelserne. Den vej kan vi sætte turbo på den grønne omstilling ved at skabe konkrete rammer for samarbejde på tværs af uddannelser, videnscentre og erhvervsliv før, under og efter Green Innovation Week, der således er kulminationen af et helt årshjul af samarbejde, siger hun.
Robotter, svejsning og IoT
På programmet er der blandt andet indsigt i kompetencerne til fremtidens grønne arbejdsmarked, nye teknologier, læringsmaterialer og -spil, processer og metoder til grøn udvikling og innovation mv. under overskrifterne: Hvordan bliver man en haj til bæredygtig forretningsudvikling? Hvordan programmerer man en robot? Elevens Stemme – podcastoptagelse om den grønne omstilling, Kan man lære at svejse uden metal og larm? Oplev det legende genbrugsunivers, Tip en ESG 13’er, Hvordan bringer IoT den grønne omstilling videre? Fra bæredygtig omstilling til bæredygtig indstilling. Og meget meget mere.
Se det fulde program her.
Green Innovation Makers er et samlingspunkt, der matcher uddannelser og erhverv for at sætte turbo på løsningsforslag, der bidrager til den grønne omstilling.
Green Challenges er virksomheder og organisationers reelle grønne udfordringer, der kan anvendes direkte i undervisningen og innovationsforløb på erhvervs-, ungdoms- og videregående uddannelser.
Hvert år afholdes Green Innovation Week i uge 39, hvor aktiviteter og forløb før, under og efter bygger bro mellem uddannelser og virksomheder fra hele landet og kulminerer i en stor festival i Skive.