Sønderborg-virksomheden Hannemann Engineering ApS udvider sine aktiviteter til også at omfatte en konsulentafdeling med speciale i maskinsikkerhed og automation. Det sker samtidig med ansættelsen af 53-årige Søren Jauernik, der har 35 års erfaring inden for maskinbranchen.
-Udvidelsen af vores aktivitetsniveau er en naturlig del af den rejse, vi som virksomhed har været på siden etableringen i 2007, siger direktør Palle Hannemann.

Virksomheden begyndte med produktion af rulle- og kædebaner til interne transportløsninger, og har i dag en afdeling i Odense med speciale i projektering og udvikling af mekanisk udstyr til robotbranchen. Hannemann Engineering, der i dag beskæftiger 13 medarbejdere, er også kendt for sin deltagelse i flere innovative projekter med en række institutter på landets universiteter.
Søren Jauernik er uddannet industrielektriker på Enstedværket i Aabenraa for senere at blive el-installatør og stærkstrømstekniker. Han kommer senest fra en stilling som konsulent hos Pilz Skandinavien, og har tidligere været ansat hos Lachenmeier, Danfoss og Bowitek i Fredericia. I alle ansættelsesforhold har fokus været maskinsikkerhed og industriautomation.
Udover at virke som konsulent skal Søren Jauernik medvirke til at styrke selskabets udviklingsafdeling og løfte de eksisterende produkters funktionalitet til næste niveau.