Efter to ugers intense forhandlinger blev et flertal i FN’s Søfartsorganisation, IMO, før påske enige om global klimaeregulering for skibsfarten. Aftalen skal endeligt vedtages i oktober 2025 ved afstemning.

I en tid præget af globale spændinger, økonomisk uro og usikkerhed om det regelbaserede internationale samarbejde er aftalen om global klimaregulering af international skibsfart bemærkelsesværdig.
Aftalen er også historisk, idet den baseres på bindende global regulering af international skibsfart. Der er tale om klimaregulering, der kan arbejdes videre med og strammes løbende. Herved kan den bidrage til at indfri målsætningen om klimaneutral skibsfart.
Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:
-I en usikker tid med storm på de syv verdenshave er aftalen et vigtigt skridt for en grønnere fremtid og godt nyt for danske maritime virksomheder. Det har ikke været let, og ikke alle er med ombord endnu. Men Danmark har arbejdet benhårdt. Selvom vi havde håbet på et endnu mere ambitiøst resultat, er der tale om en historisk aftale, som er et første skridt mod klimaneutral skibsfart i 2050. Vi skal have den her aftale i sikker havn til oktober. Derfor fortsætter vi arbejdet, og vi insisterer på at tage ansvar og fortsætte dialogen. I dag er vi kommet et stort og vigtigt skridt tættere på klimaneutral skibsfart i 2050.
Aftalen er et resultat af vanskelige forhandlinger, og en række lande valgte ikke at støtte den, herunder USA, Rusland og Saudi Arabien.
Aftalen indeholder en brændstofstandard samt et økonomisk element. Standarden indeholder reduktionskrav til skibes drivhusgasudledninger, der strammes gradvist. Det skal sikre, at skibsfarten bringes på en bane mod klimaneutralitet i 2050.
Det økonomiske element vil generere et provenu til at understøtte anvendelsen af grønne brændstoffer i skibsfarten og støtte omstillingen i udviklingslandene. Aftalen skal indfri den klimastrategi IMO’s medlemslande blev enige om i 2023.