For hvert minut en vindmølle står stille, mister ejeren indtægt. Derfor gælder det om at arbejde hurtigt, når møllevingerne løbende skal repareres. Den prisbelønnede platform til service af vindmøllevinger, SQYFlex fra danske PP Techniq A/S giver serviceteknikerne ly og lys, så de ikke længere skal stoppe deres arbejde på grund af mørke, regn eller vind. Det giver betydeligt kortere nede-tid og reparationer af højere kvalitet, samt optimale arbejdsforhold for teknikerne.
Med SQYFlex-platformen fra den danske virksomhed danske PP Techniq A/S minimeres vindmøllens nedetid med halvdelen eller i nogle tilfælde med to tredjedele. Platformen giver adgang til at arbejde på vingerne i lys, ly, varme og optimal sikkerhed. Det forlænger sæsonen for servicering af vingerne og giver øget indtjening for både mølleejeren og servicefirmaerne.
-Vi kan nu hejse vores teknikere op i et velbelyst, vejrsikret og opvarmet miljø i stedet for at lade dem fire sig i reb op og ned ad vingen. Når de er godt beskyttet af platformen, kan de arbejde 24/7 i skiftehold og dermed reducere møllens nedetid betragteligt. Det beskyttede miljø sikrer også en højere kvalitet af reparationerne, fordi vi kan kontrollere luftens fugtighed og temperatur. Det gør en stor forskel, siger Scott Smith, Renewables Manager hos Geo-Structural Ltd. Den engelske virksomhed bruger SQYFlex i forbindelse med deres servicering af vindmøllevinger.
Sparer fossilt brændstof
En anden fordel ved SQYFlex-platformen er strømforsyningssystemet SQYPower. Det trækker strøm direkte fra turbinen til reparationsarbejdet. Ved at bruge SQYPower undgår man at bruge en traditionel generator, som kører på fossilt brændstof. Scott Smith anslår, at vedligeholdelse af 30 vindmøller med SQYPower reducer CO2-udledningen med mindst 1,2 tons CO2. Det kontrollerede miljø på platformen gør det også muligt at opfange det miljøskadelige glasfiberstøv fra reparationsarbejdet. Det forhindrer forurening af marker, kvæg og havområder, dér hvor møllerne står.
Efter de første vellykkede tests af SQYFlex på Storbritanniens største landbaserede vindmøllepark Whitelee Windfarm i 2022, ejer Geo-Structural Ltd. nu tre platforme. Med dem kan Scott Smiths teknikere arbejde 12 måneder om året sammenlignet med det traditionelle fem til seks måneders arbejdsvindue for rebteknikere (typisk fra maj til oktober).
Byger af priser
Siden Geo-Structural Ltd. investerede i sin første SQYFlex-platform, er den barske, kolde vind og regn, deres teknikere før blev udsat for, erstattet af en byge af innovationspriser.
For nyligt modtog firmaet den prestigefyldte pris ”Wind Turbine Blade Maintenance of the Year 2024” ved UK Enterprise Awards. Før det, blev de hædret med The Scottish Renewables Green Energy Awards 2023 for årets bedste innovation.
-Vi er meget stolte af, at vores SQYFlex har vundet internationale priser sammen med Geo-Structural Ltd. Det er en stor anerkendelse af vores indsats for at reducere omkostningerne forbundet med produktion af vindenergi. Vores mål er at minimere nedetiden og sikre, at vindmøllerne fortsætter med at producere så meget grøn elektricitet som muligt, siger Jesper Juhl, CEO, PP Techniq A/S.
SQYFlex-platformen kan opleves på WindEnergy Hamburg, der finder sted i denne uge.