Industriens Fonds AI-pris på 200.000 kr. går i år til den danske teknologivirksomhed Nordicco A/S, som bruger kunstig intelligens til at optimere energibesparende ventilatorer, som virksomheden leverer til bygninger i hele verden.
Virksomheden har arbejdet med at udvikle kunstig intelligens, der automatisk kan finjustere energibesparende ventilatorer i høje bygningsrum. Løsningen gør det muligt at udbrede virksomhedens teknologi til langt flere bygninger i Europa, hvor bedre udnyttelse af varmen under loftet kan nedbringe CO2-udledningen og samtidig hjælpe kunderne med at spare på energiregningen.
-Vi er rigtig stolte af prisen. Ved at koble dygtige mennesker ind over noget, som vi ikke har kunnet selv, har vi virkelig kunnet sætte skub i den digitale udvikling. Pengene fra prisen skal bruges på at arbejde videre med vores projekt. Vi vil gerne udvikle en virtuel energirådgiver, så vi kan hjælpe vores kunder med at skabe vedvarende energibesparelser, siger Jakob Jensen Ladingkær, CTO i Nordicco A/S.
Nordicco blev grundlagt i 2018 og beskæftiger 15 fuldtidsansatte i Fredericia. Virksomheden har deltaget i et virksomhedsforløb i det landsdækkende initiativ AI Denmark, som er skabt af Industriens Fond.
Industriens Fonds AI-pris uddeles årligt til en AI-frontløber blandt de virksomheder, der har deltaget i AI Denmark, som har til formål at hjælpe små og mellemstore danske virksomheder med at udforske mulighederne med kunstig intelligens.
-Nordicco er et fremragende eksempel på, hvordan kunstig intelligens kan bidrage direkte til den grønne omstilling. Nordicco sætter nye standarder for, hvordan AI kan drive bæredygtig udvikling i bygningsdriften. Det er særligt imponerende, at en relativt ung virksomhed har formået at skabe så markante resultater på så kort tid, siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.
Avanceret energiberegningsværktøj
Gennem AI Denmark har Nordicco fået hjælp til at udvikle et intelligent system, der ved hjælp af kunstig intelligens kan optimere driften af virksomhedens HVLS-ventilatorer (High Volume Low Speed) i højloftede bygninger.
Systemet er integreret i virksomhedens egne IoT-platform, der allerede er udbredt i flere europæiske lande. Det er særligt betydningsfuldt, da energiforbrug i bygninger udgør omkring 30 pct. af det globale energiforbrug.
Nordiccos AI-løsning skal i sidste ende gøre det markant nemmere for virksomheden at ekspandere internationalt, da man bliver mindre afhængig af lokale bygningsinspektioner. Kunstig intelligens er samtidig blevet en integreret del af virksomhedens kultur, hvor interne ”AI-ambassadører” aktivt arbejder med at udbrede kendskabet til og brugen af kunstig intelligens på tværs af organisationen.
-Det er imponerende at se, hvordan Nordicco har formået at transformere sin forretning ved at kombinere energieffektivitet, klimaansvarlighed og digitalisering. Vi er glade for at have understøttet et projekt, som fint demonstrerer, hvordan ny teknologi kan bruges til at tackle nogle af vores største udfordringer inden for klimaområdet, fortæller Rasmus Bækby, der er Manager Business Innovation hos Alexandra Instituttet, der har rådgivet virksomheden gennem forløbet.
Stærkt felt af kandidater
Nordicco vandt prisen foran to andre finalister, LINK Arkitektur og CO-RO, som hver modtager en præmie på 20.000 kr.
LINK Arkitektur har med hjælp fra AI Denmark udviklet et værktøj, der ved hjælp af AI-algoritmer og LiDAR-data analyserer bygningskomponenter og identificerer genbrugsmuligheder, mens CO-RO har skabt en AI-dreven digital tvilling til beregning af fødevareprodukters CO2-aftryk i realtid.
Den uafhængige jury har vurderet virksomhederne på baggrund af kvaliteten af deres arbejde med kunstig intelligens, de opnåede resultater og ambitionsniveauet. Derudover er der også blevet lagt vægt på, hvordan virksomhederne har indtænkt bæredygtighed og etik i deres AI-projekter.
Industriens Fonds AI-pris blev uddelt ved AI Denmark Summit den 12. december i Industriens Hus, hvor over 300 deltagere i og omkring dansk erhvervsliv var samlet for at overvære uddelingen samt diskutere mulighederne med kunstig intelligens.