I 1975 grundlagde Erik Iversen, iversen trading ApS i Aarhus. Med en stærk faglig baggrund og et godt netværk i industrien opbyggede han en virksomhed baseret på kvalitetsprodukter, teknisk ekspertise og langvarige kunderelationer. Nu, 50 år senere, har virksomheden vokset sig ud af rammerne på Sintrupvej og flytter til nye, moderne lokaler i Ahrensbach Huset i Tilst – samtidig med, at et nyt kapitel i historien skrives.

Historien om iversen trading ApS er også historien om en familievirksomhed med dybe rødder i Aarhus. Jens Iversen, virksomhedens nuværende leder, har boet i Aarhus næsten hele sit liv, bortset fra sin tid i livgarden. Erik Iversen som er far til Jens, dedikerede sig fuldt ud til at opbygge den nystartede virksomhed i året, hvor Jens kom til verden. På daværende tidspunkt var iversen trading blot et skrivebord i familiens kælder.
Erik Iversen kom med erfaring fra blandt andet Brdr. Dahl, og etablerede virksomheden med et stærkt netværk af europæiske leverandører specielt i Italien. Disse relationer har siden været en hjørnesten i virksomhedens succes og fortsætter med at gavne kunderne gennem tillidsfulde partnerskaber.
For ca.15 år siden blev Jens og Erik enige om, at Jens med sin ingeniørmæssige baggrund kunne bidrage til virksomhedens udvikling. Det resulterede i, at han gradvist overtog styringen og familievirksomheden gennemgik undervejs et generationsskifte. Erik er i dag 91 år, men det er ikke meget mere end et år siden, at han stoppede med at komme i virksomheden hver eneste dag.
I dag beskæftiger virksomheden otte medarbejdere og har specialiseret sig i nicheprodukter til dansk og nordisk industri. I starten af året lancerede iversen trading en webshop som bl.a. omfatter fittings til fødevareindustrien fra Alfa Laval. Planen er at flere produkter fra andre samarbejdspartnere med tiden også skal være at finde på shoppen.
Iversen trading er en førende leverandør af pumper, ventiler, flowkomponenter og procesudstyr til industrier, hvor nøgleord som præcision, oppetid og/eller hygiejne er altafgørende. Virksomheden opererer i fødevareindustrien, procesindustrien, mejerier, bryggerier, farmaceutisk produktion og kemisk industri, men har også igennem årerne opbygget solid erfaring og ekspertise i den noget tungere industri.
Iversen trading har med tiden opbygget stærke partnerskaber med partnere som Alfa Laval, ARO og EMEC, hvilket gør det muligt at levere innovative løsninger til kunderne. I alt har de mere end 30 tætte samarbejdspartnere i Europa.
En virksomhed i vækst
De senere år har iversen trading oplevet vækst. Den stigende efterspørgsel efter teknisk rådgivning og kvalitetsprodukter har gjort, at virksomheden er vokset ud af sine lokaler på Sintrupvej i Brabrand. Derfor flytter man til nye, større lokaler i Tilst i Ahrensbach huset, hvor de får plads til både udvidet lagerkapacitet, bedre faciliteter til kunderådgivning og en moderne arbejdsplads til deres medarbejdere.
-Vores kunder har brug for mere end bare komponenter – de har brug for løsninger, der optimerer deres produktion, siger Jens Iversen. Med vores nye faciliteter får vi mulighed for at tage vores rådgivning og service til et højere niveau.
Fremtiden
Selvom iversen trading er en århusiansk virksomhed, har den et stærkt internationalt udsyn. Med kunder i hele Norden og et tæt samarbejde med leverandører i hele Europa arbejder virksomheden kontinuerligt på at udvikle sit produktprogram og styrke sin markedsposition. Med en stærk familiehistorie i rygsækken og et blik mod fremtiden, fortsætter virksomheden med at bidrage til byens erhvervsliv.
50-års jubilæet markeres senere på året med en fejring, hvor både kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere bliver inviteret til at deltage i festlighederne. For iversen trading er det ikke kun en fejring af fortiden – men en fejring af stærkt sammenhold, mange års hårdt arbejde og en lys fremtid.
-Iversen trading er en virksomhed, hvor service, kvalitet og relationer altid er i fokus. Vi glæder os til at fortsætte vores rejse i de nye rammer i Tilst – og til at skrive de næste 50 år af vores historie. Det er det vildeste byggeri som Ahrensbach har udført og en opgradering af vores bygninger som er langt over et niveau som vi nogensinde turde drømme om. Vi er umådeligt stolte og også lidt ydmyge over, at vi skal bo i så flotte omgivelser, afslutter Jens Iversen.