KJV A/S har med rekordfart slået sit navn fast som leverandør af smart automation til industrien. Mere end 120 robotinstallationer er det blevet til – primært i form af robotarme fra Universal Robots A/S. I starten af 2014 blev KJV udnævnt til Preferred Partner og eneforhandler i Danmark af Universal Robots – og sammen med sit netværk af samarbejdspartnere vil KJV nu sætte yderligere fokus på smart automation.
Som en naturlig følge heraf – styrker KJV nu sin knowhow inden for primært UR-automation. Med tiltrædelse den 3. marts 2014 har KJV ansat Jens Ankersen som applikationstekniker.
Jens Ankersen skal primært yde teknisk support til brugere af robotarme fra Universal Robots rundt om i Danmark – herunder demonstration, undervisning, indkøring og dokumentation. Desuden skal Jens Ankersen være medudvikler på nye konceptløsninger til alle grene af industrien.
Jens Ankersen har en uddannelse som automatikfagtekniker og har en bred viden inden for automation, pneumatik, maskinteknik og robotter samt sikkerhed og dokumentation. De seneste par år har han specialiseret sig inden for programmering samt udvikling af løsninger til UR-robotten. Tidligere har Jens Ankersen også beskæftiget sig med mekanisk/el-teknisk arbejde samt med at bygge specialmaskiner og -løsninger fra bunden.