Industrikoncernen Mekoprint A/S skærper fokus på grøn omstilling og gennemsigtighed med ny CO2-produktberegner og udvidet ESG-rapportering. Indsatserne har allerede reduceret CO2-udledningen med 40 pct. relativt til omsætningen over de seneste tre år. Mekoprint forventer at opnå fuld CO2-neutralitet på scope 1-2 niveau inden udgangen af 2025.
Siden 2024 har de nye EU-krav til bæredygtighedsrapportering, Corporate Sustainability Reporting Directive, CSRD, stillet danske virksomheder over for nye, høje standarder for gennemsigtighed og ansvarlighed. Mekoprint er på forkant, og ser mange fordele ved at kortlægge og styrke koncernens miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige samfundsansvar.
-Mekoprint har en lang tradition for grundig rapportering og var allerede i 1999 den første danske virksomhed til at modtage en triple ISO-certificering i kvalitet, miljø og sikkerhed. Selvom vi har skullet vænne os til de nye rapporteringskrav, ser vi nu, at det styrker vores modenhed og indsats på ressourceoptimering, fortæller CEO i Mekoprint, Anders Kold.
Udover CO2-udledningen har Mekoprint reduceret både den interne kassation og vandforbruget markant. Herudover har koncernen nu rekordmange unge under uddannelse og har to år før tid nået målsætningen om at have over 40 pct. kvindelige ledere, hvilket er en del af det sociale ansvar og målsætninger om øget diversitet.
Konkurrencedygtig CO2-optimering på komponentniveau
Mekoprint har udviklet en avanceret CO2-beregner, der giver kunderne mulighed for at beregne og optimere deres produkters klimaaftryk. Helt konkret kan der beregnes CO2-scenarier ved forskellige materialevalg, transport og produktionsprocesser.
Beregneren gør det muligt at evaluere CO2-aftrykket for forskellige produktdesigns og integrere dette i den samlede ressourceoptimering af både nye og eksisterende produkter. Den er allerede implementeret i Mekoprints produktion af metalløsninger og forventes at være klar i de øvrige produktområder inden udgangen af 2025.
Bred involvering i bæredygtighedsgruppe
Allerede i 2023 etablerede Mekoprint et bæredygtighedsforum med repræsentanter på tværs af produktområder og funktioner for at sikre videndeling, der kunne inspirere til flere og hurtigere handlinger på området. Gruppen arbejder dedikeret med bæredygtig optimering, fra at reducere ressourceforbruget til at gøre naturligt affald til en ressource og at finde alternativer til miljøbelastende materialer og emballager.
-Arbejdet med ESG er omfattende og indeholder mange målepunkter, som vi løbende skal evaluere og optimere på. Med bæredygtighedsgruppen har vi bragt arbejdet tættere på hverdagen, hvor det gør størst forskel. Lige nu har vi et særligt fokus på CO2-reduktion, men vi er også i dialog med flere kunder om at integrere cirkularitet allerede i udviklingsfasen. Vi ser frem til at fortsætte denne positive udvikling og skabe løsninger, der både styrker vores egen og vores kunders konkurrenceevne og bidrager aktivt til en mere bæredygtig fremtid, afslutter CEO i Mekoprint, Anders Kold.