Mobile Industrial Robots (MiR) har indgået et globalt kommercielt partnerskab med Matthews Automation Solutions. De to virksomheder vil sammen levere komplette, integrerede løsninger til næste generations lagerautomatisering.
![](https://www.tekniskfokus.dk/wp-content/uploads/sites/6/tkf-uge07-mir.jpg)
Partnerskabet kombinerer Matthews’ gennemprøvede teknologi til lagerautomatisering med MiR’s avancerede AMR’er, der er særligt velegnede til intern transport og materialehåndtering inden for en bred vifte af industrier.
Samarbejdet styrker begge virksomheders position på et marked, hvor AGV/AMR-segmentet forventes at vokse med 30 pct. i gennemsnitlig årlig vækst frem mod 2028. Denne udvikling drives af den stigende e-handel og virksomheders behov for fleksible automatiseringsløsninger, der ikke kræver omfattende infrastrukturændringer.
Matthews og MiR vil sammen levere komplette, integrerede løsninger til lagerautomatisering, der effektiviserer plukning, pakning og materialeflytning. Matthews’ Warehouse Execution System (WES)-software, plukketeknologier og ekspertise inden for automatisering supplerer MiR’s AMR’er og vil tilbyde kunderne større fleksibilitet, skræddersyede løsninger og forbedret ydeevne.
Partnerskabet gør det lettere for virksomheder at skalere og optimere deres drift – fra produktionen til distributionscentret – og dermed sikre en konkurrencefordel i et marked, der bliver stadigt mere komplekst.
Moderne automatisering handler om samarbejde og integration
-Vi glæder os til at samarbejde med MiR for at udvide vores automatiseringsmuligheder, fortæller Lars Vöcking, Senior Vice President og Managing Director, Matthews Industrial Automation EMEA. Vores kunder oplever konstant forandringer i deres forsyningskæder og distributionsnetværk. Ved at integrere MiR’s AMR-teknologi i vores eksisterende løsninger kan vi hjælpe dem med at opnå større effektivitet og fremtidssikre deres drift.
Indtil videre er Matthews’ lagerautomatiseringsløsninger blevet implementeret i over 2.000 produktions- og distributionscentre globalt, hvor de har hjulpet virksomheder med at øge produktiviteten, forbedre kvaliteten og reducere driftsomkostningerne.
-Med sin stærke kundekontakt og mangeårige erfaring med at servicere globale brands på tværs af industrier er Matthews International den ideelle partner for MiR, siger Jean-Pierre Hathout, President for MiR.
-Moderne automatisering handler om samarbejde og integration på tværs af teknologier, og dette partnerskab vil gøre det lettere for virksomheder at implementere og udnytte AMR-teknologi i deres daglige drift, afslutter han.