Mobile Industrial Robots A/S lancerer MiR Fleet Enterprise. Lanceringen markerer et retningsskifte inden for den måde, software for autonome mobile robotter (AMR) bliver bygget på. Den nye software er modulær og designet til at udvikle sig i takt med kundernes behov og øvrige it-systemer.
Mobile Industrial Robots (MiR) lancerer en ny software med navnet MiR Fleet Enterprise. Softwaren fungerer som en fleksibel, skalerbar og sikker platform til at optimere materialehåndtering og er bygget til at imødekomme kravene fra virksomheder med store robotflåder, både hvad angår effektivitet, cybersikkerhed og integration med andre it-løsninger.
Ifølge analysefirmaet Interact Analysis forventes AMR-markedet at nå 2,7 millioner enheder globalt i 2027. Og som en naturlig konsekvens af den hurtige vækst, efterspørger flere virksomheder nu også skalerbare, fleksible løsninger, der kan integreres direkte med deres eksisterende it-systemer.
-Software er et helt afgørende konkurrenceparameter for producenter af autonome mobile robotter. Vi har bygget vores nye flådehåndteringssystem helt fra bunden og sat en ny standard for måden, AMR-software bygges på, fortæller Jean-Pierre Hathout, administrerende direktør i MiR.
-MiR Fleet Enterprise er ikke kun en opdatering. Som en del af vores skaleringsstrategi er vi gået fra en polling-baseret API til en publish-subscribe model, der kort fortalt betyder, at vi kan levere en mere strømlinet og responsiv dataudveksling på tværs af systemer, fortsætter han.
Med lancering er MiR nu i stand til at levere en komplet løsning, der omfatter hardware, trafikhåndtering og software, der friktionsfrit kan indgå i den eksisterende IT-infrastruktur.
Højere krav til cybersikkerhed
I takt med, at AMR-flådestyring i stigende grad bliver integreret dybt ind i et større setup af IT-systemer, stiller det også endnu højere krav til softwarens modstandsdygtighed overfor udefrakommende cybertrusler.
-Ved at inkorporere avancerede sikkerhedstiltag og optimere udvekslingen af data mellem systemer, imødekommer MiR Fleet Enterprise det kritiske behov for robust cybersikkerhed omkring de voksende AMR-flåder, tilføjer Birol Esmer, der er Head of Software Product Management ved MiR.
-Vores integrerede tilgang sikrer, at vores kunder får pålidelige løsninger, der udvikler sig med deres behov for robust skalerbarhed – mens deres drift er sikkert beskyttet, siger han videre.
Som en del af den forstærkede cybersikkerhed, har MiR tilføjet funktioner som single sign-on, logføring og et forbedret brugeradgangssystem, der lever op til de strengeste sikkerhedskrav.
En ny retning for robot-software
Traditionelt har flådehåndteringssystemer været ejet og kontrolleret af producenten. MiR Fleet Enterprise er bygget til at køre på Windows-servere og er fuldt kompatibel med moderne it-infrastrukturer og cloud-miljøer. Det letter både implementering og integration.
Når softwaren er så fleksibel, understøtter den også voksende flåder og omskiftelige krav til sikkerhed og nye regler på området. Ved at minimere behovet for skræddersyede systemer og tunge kommunikationsveje reducerer det også netværksbelastningen hos virksomhederne, selv med flåder på over 100 enheder.