Firmaet Strauss & Partnere med Jan Strauss i spidsen er ny repræsentant for Messe Stuttgart i Danmark, i Island, i Norge og i Sverige.
Jan Strauss har 23 års erfaring i den internationale messeverden, herunder som repræsentant for MCH Messe Schweiz, NürnbergMesse, Messe Berlin, Deutsche Messe og Spielwarenmesse. Han har en lang karriere i erhvervslivet – bl.a. i Tyskland, hvor han i en årrække var chef for et af det daværende danske Industriministeries kontorer.
-Vi glæder os over, at vi med Jan Strauss har fået tilknyttet en erfaren forretningsmand, der kender den internationale messe- og kongresverden indgående. Samtidig er han geografisk tæt på alle landene i Skandinavien, siger direktør for Messe Stuttgart Roland Bleinroth.
-Den personlige kontakt til en lokal messerepræsentation, der kan svare på spørgsmål og som kender kulturen, er vigtig – ikke mindst for nye udstillere, tilføjer han.
-Det har i mange år været mit personlige ønske at repræsentere Messe Stuttgart i Skandinavien. Messe Stuttgart ligger i Tysklands maskinrum og blot få hundreder km fra Messe Stuttgart rammer man en kolossal købekraft, der vil komme de skandinaviske kunder til gode, når de udstiller i Stuttgart, fortæller Jan Stauss og han fortsætter:
-Det er mit personlige mål at udbrede kendskabet til Messe Stuttgarts verdensfagmesser i Skandinavien.
Messe Stuttgart råder over 27 projekt- og informationskontorer i 48 lande samt datterselskaber i Kina, i Indien, i Tyrkiet og i USA. I Messe Stuttgarts portefølje finder man fagmesser inden for stort set alle brancher, herunder industrimesser, som AMB, NORTEC, VISION, og Moulding Expo. Af øvrige verdensfagmesser kan nævnes R+T, Interbad, INTERGASTRA, didacta, hy-fcell, Volta-X, südback, og mange andre.