Hvert år siden 2017 har MiR lanceret en ny robot. Nu sætter den danske robotproducent endnu engang nye standarder inden for intern logistik med en robot, der samlet set er hurtigere, sikrere og mere agil end alle andre løsninger i samme kategori på verdensmarkedet.
Nyskabelsen MiR250 er spækket med de allernyeste teknologier og kan navigere smidigt og effektivt i miljøer med stor trafik af mennesker.
Med MiR250 får industrien, logistikbranchen og sundhedssektoren et helt nyt værktøj til logistikoptimering. Den nye robot kan køre 7,2 km i timen. Den er konstrueret i et kortere og lavere design, så den bedre kan navigere under trange forhold, for eksempel igennem døre med en bredde på 80 cm.
-Jo mere agile mobile robotter er, jo større nytte kan de gøre. Mange steder i industrien er kvadratmeter en mangelvare. Trenden er, at mobile robotter bliver installeret i eksisterende miljøer. Vi oplever stor efterspørgsel i industrien på robotter, der både kan køre ind under ting, kan navigere smalle steder, i små elevatorer, og som kan dreje hurtigt omkring hjørner. Vi har bygget præcis den robot, som markedet har sukket efter, udtaler CEO i MiR, Thomas Visti.
-Vi har optimeret antallet af timer, MiR-robotten kan køre per døgn, idet MiR250 kan oplades dobbelt så hurtigt som andre mindre mobile robotter. Det svarer til tre timers ekstra køretid per døgn, når robotten kører i døgndrift. Det er også en mulighed at skifte til et andet batteri på to minutter, hvis man slet ingen nedetid ønsker, fortæller han videre.
Autonome mobile robotter er designet til at samarbejde med mennesker uden eksterne sikkerhedsforanstaltninger. Derfor er det vigtigt, at sikkerheden er i top, og med flere integrerede sikkerhedsfunktioner end nogen anden mobil robot er MiR250 markedets sikreste, og den lever op til gældende sikkerhedsstandarder.
MiR har udskiftet en række standardkomponenter i MiR250 med endnu stærkere komponenter, så robotten har lang levetid, samtidig med at den er skabt til industrielle miljøer.
-Ganske få af de mindre robotter på markedet for logistikautomation er bygget solidt nok til at matche kravene til robusthed i industrimiljøer. Her har vi indtaget en unik position som leverandør af robotter også til dette segment, fordi vi med brugerdreven innovation har opbygget et dybt kendskab til kunderne, markedet og behovene, konstaterer Thomas Visti, CEO i MiR.
MiR250 er ligesom MiRs øvrige produkter meget fleksibel og kan hurtigt skræddersyes til den enkelte kundes behov med forskellige topmoduler. MiR tilbyder nu også et standardmodul under navnet MiR Shelf Carrier, der kan monteres på MiR250, så robotten kan hente og aflevere reoler, ligesom den kan få rullebånd, robotarme, skabe og andre applikationer monteret fra MiRs store netværk af tredjeparts leverandører.