Digitaliseringsminister Caroline Stage, Erhvervsminister Morten Bødskov, Europaminister Marie Bjerre og regeringens ekspertgruppe om tech-giganter har lanceret ekspertgruppens tredje rapport. Denne gang om tech-giganters rolle som digital infrastruktur.
Danmark er blandt de mest digitaliserede lande i verden. Det gør vores samfund mere effektivt, sikkert og attraktivt. Men det stiller også krav til den måde, vi indretter vores digitale infrastruktur på. Her er tech-giganterne på mange måder blevet en integreret del. På godt og på ondt.
Vi skal på den ene side anerkende de gevinster, tech-giganternes tjenester, produkter og teknologiske landvindinger er med til at give samfundet. Og vi skal på den anden side være opmærksomme på de potentielle sårbarheder, der er forbundet med at være afhængig af tech-giganterne.
Regeringens ekspertgruppe om tech-giganter har i sin tredje rapport fokuseret på, hvordan den digitale infrastruktur bør indrettes for at reducere risikoen for overafhængighed af tech-giganternes tjenester.
I et demokratisk samfund, kan vi ikke være tjent med, at det er tech-giganterne, der fastsætter vilkårene for samfundsudviklingen.
Regeringen opfordrer derfor til, at relevante aktører – både private og offentlige – tager ekspertgruppens principper i betragtning, når der skal træffes beslutninger på det digitale område.
Ekspertgruppens syv principper
• Der skal være overblik over tech-giganternes indflydelse på den digitale infrastruktur
• Data skal gøres tilgængelig på måder, der kan gavne og styrke individet og fremtidens samfund
• Alternativer til tech-giganternes tjenester skal kunne opstå og vokse sig store
• Ingen skal være tvunget til at bruge tech-giganternes tjenester for at få information og deltage i sociale, kulturelle og demokratiske fællesskaber
• Den offentlige sektor skal ikke være afhængig af tech-giganternes tjenester
• Danske uddannelsesinstitutioner skal være fri fra kommercielle tech-giganter
• Tech-giganternes platforme skal være et trygt sted at handle
Digitaliseringsminister Caroline Stage:
-Vi er nødt til at tage et opgør med den stigende afhængighed af tech-giganternes digitale tjenester. På sigt må målet være, at man som borger ikke skal være tvunget til at bruge tech-giganternes tjenester for at kunne begå sig i samfundslivet eller tage del i fællesskabet. Vi må derfor arbejde målrettet på at sikre de rette rammer for, at danske og europæiske virksomheder kan vokse sig større, så vi kan få nogle reelle alternativer til tech-giganterne og stå mere på egne ben.
Erhvervsminister Morten Bødskov:
-Vi er nødt til at hegne tech-giganterne ind. Hvis vi kun bruger deres løsninger, gør det vores samfund ekstremt sårbart i en verden, der er under forandring med pres fra stormagter, geopolitiske spændinger og teknologisk kapløb. Derfor skal vi udvikle vores egne løsninger. Det er vigtigt, at nye virksomheder kan opstå og vokse sig store. Det er sund konkurrence og godt for dansk erhvervsliv. Vi skal udfordre tech-giganternes rolle. Et godt eksempel er en af verdens kraftigste AI-supercomputere, Gefion, her i Danmark. Tak til ekspertgruppen for deres indspark. Det giver os et stærkt fundament at bygge videre på.
Europaminister Marie Bjerre:
-Fælles udfordringer kræver fælles løsninger. Udfordringerne med tech-giganterne har vi til fælles med resten af EU. Og derfor skal vi stå sammen i EU, hvis vi skal have den største effekt. Vi har allerede sat rammer for tech-giganternes indflydelse, og jeg er glad for at se, at Kommissionen indleder sager mod blandt andre X, TikTok og Meta, når de bryder reglerne. Vi skal også i fællesskab se på nye tiltag, så vi sikrer de bedst mulige rammer for innovation og vækst i Europa. Det er helt nødvendigt for at styrke vores konkurrenceevne – og det bliver et af regeringens helt store fokusområder under det kommende danske EU-formandskab.
Formand for regeringens ekspertgruppe om Tech-giganter Mikkel Flyverbom:
-Man skal ikke undervurdere tech-giganternes indflydelse i samfundet – heller ikke når det gælder deres rolle i den digitale infrastruktur, som vi i stigende grad er afhængige af. Det er således et stort problem, at dele af den digitale infrastruktur er kontrolleret af tech-giganter. For tech-giganterne har primært fokus på teknologiske landvindinger, hurtig udrulning og kommercielle gevinster, og de prioriterer ikke nødvendigvis ansvarlighed, beskyttelse af børn og andre borgere, og demokratiske værdier og rettigheder. Vi er derfor nødt til at have væsentlig mere fokus på dette område og ekspertgruppen giver med denne rapport en række principper og pejlemærker for dette vigtige arbejde med at bane vej for digitale infrastrukturer, der matcher vores samfunds behov og værdier bedre.
Regeringens ekspertgruppe om tech-giganter blev nedsat med regeringens udspil ”Tech-giganter: Mere retfærdig konkurrence og bedre forbrugerbeskyttelse” fra august 2021. Rapporten om tech-giganters rolle som digital infrastruktur er ekspertgruppens tredje rapport, og markerer afslutningen på ekspertgruppens arbejde.
Find Tech-giganters rolle som digital infrastruktur – delafrapportering 3 fra regeringens ekspertgruppe om tech-giganter her.