Den danske virksomhed Turf Tank, der står bag verdens første autonome opstregningsrobot til sportsbaner, har endnu engang bevist, at markedet fortsat er i vild vækst. Således har Turf Tank solgt mere end 1.000 robotter i 2023 – 30 procent mere end i rekordåret 2022.
Turf Tank har de seneste tre år øget medarbejderstaben fra 43 til lige knap 150, og alene sidste år var det især markederne i USA, England og Tyskland, der fortsat tørstede efter selskabets autonome opstregningsrobotter til sportsbaner.
Salget steg med hele 30 procent sammenlignet med 2022, og selskabet realiserede for første gang et positivt EBITDA på to millioner kroner, siden introduktionen af virksomhedens overgang til en abonnementbaseret forretning. Virksomhedens driftsindtjening (EBITDA) ventes at stige markant i 2024, hvor ledelsen sigter mod 30 til 40 millioner kroner.
Bruttofortjenesten landede på 82 millioner kroner sammenlignet med 28 millioner kroner i 2022, mens resultatet efter skat i 2023 landede på minus 49 millioner.
Artha Kapitalforvaltning stillede sidste sommer 225 millioner kroner til rådighed for Turf Tanks fortsatte vækst og internationalisering, og selvom resultatet efter skat i seneste regnskab er negativt, er det ifølge CEO Mikkel Jacobsen helt efter planen og i overensstemmelse med virksomhedens langsigtede strategi.
-Vi har Artha Kapitalforvaltning og Vækstfonden (EIFO) med ombord på den finansielle side, og det giver os de fornødne muskler til at opretholde vores høje vækst i salget. Vi har for første gang solgt mere end 1.000 robotter på et enkelt år, hvilket hjælper vores positive driftsindtjening (EBITDA) godt på vej. Derfor er tallene helt efter planen, og vi ser store muligheder i eksempelvis Irland og Canada, som vi først lige har taget hul på. Vores klassiske markeder som USA, England og Tyskland er vokset markant i år, og derfor ryster vi på ingen måde på hænderne. Alt er som forventet, og vi budgetterer med positive tal på bundlinjen om to år, siger Mikkel Jacobsen, CEO og medejer af Turf Tank.
Robotter på abonnementsbasis
Virksomheden lejer sine opstregningsrobotter ud på abonnementsbasis, hvilket gør, at indtægterne lander successivt frem for på én gang. Det har imidlertid den fordel, at det up front bliver langt billigere for kunderne at træffe beslutning om at erhverve sig en opstregningsrobot fra Turf Tank, hvilket afspejles i væksten i salget.
Den heftige vækst i antallet af nye kunder gør, at Turf Tank i dag indtager en klar position som markedsleder.
I løbet af 2023 lancerede Turf Tank desuden to nye produkter – en Turf Tank Lite samt en Turf Tank Two, der adresserer forskellige kundetyper, og som begge er gjort endnu bedre på en lang række punkter i forhold til Turf Tank One. Turf Tank One er fortsat tilgængelig for kunderne i en refurbished udgave, således at man som kunde kan vælge at lade opstregningsrobotten bidrage til det cirkulære regnskab.
Fast Company placerede i 2023 Turf Tank på den prestigefyldte årlige liste over World’s Most Innovative Companies. Foreløbigt anvender mere end 3.000 skoler, kommuner, fodboldklubber, herunder en stor del af Premier League, den tyske Bundesliga og NFL Turf Tanks robotter til opstregning verden over.