Setek Process & Data bliver nu en del af Holtec-gruppen, et ingeniør- og automationshus, der leverer industriel automation med projekter fra mindre software- og styringsopgaver til store komplekse automationsløsninger.
![](https://www.tekniskfokus.dk/wp-content/uploads/sites/6/uge02-setek-holtec.jpg)
Med Setek ombord udgør Holtec-gruppen nu 11 afdelinger fordelt i ind- og udland med over 140 kompetente og veluddannede medarbejdere.
-Beslutningen om at blive en del af Holtec-gruppen er taget som et aktivt tilvalg, og vi ser frem til – i vores nye konstellation – bedre at kunne imødekomme den øgede efterspørgsel, som vi har oplevet gennem en årrække – og ser det som en stor styrke for begge virksomheder. Vi får flere ressourcer at trække på, og vi ser meget frem til at blive en del af Holtec-gruppen, siger Niels Holst og Gregers Lund, direktører hos Setek.
-Setek og Holtec-gruppens værdigrundlag og tilgang til kunder er fuldstændig identiske. Proces og automatiseringsløsningerne bygges ikke alene på erfaring og kompetencer – men på troværdighed, kundetillid og langsigtede resultater. Dermed er denne investering med til at sikre vores fortsatte vækstrejse for Holtec-gruppen, supplerer Søren Jensen, CEO i Holtec.
-Med Setek ombord får vi en yderligere styrkelse af vores klare mål om, at Holtec-gruppen bliver markedets foretrukne leverandør af industriel automation, siger Søren Maarssø, bestyrelsesformand i Holtec-gruppen.
Setek Process & Data fastholder sine nuværende aktiviteter, herunder arbejds- og projekttilgang og ejerne i selskabet fortsætter med en betydelig ejerandel.
Setek Process & Data blev grundlagt i Struer i 1996 med en klar vision om at være en stabil og troværdig samarbejdspartner i automationsbranchen med fokus på processtyringer. Virksomheden leverer komplette automationsprojekter med rådgivning, projektering, instrumentering, el-tavler, programmering og indkøring i ind- og udland.
Holtec-gruppen er i dag et ingeniør- og automationshus med over 35 års erfaring, som leverer komplette løsninger, både som del- og som totalleverandør. Virksomheden udfører opgaver fra mindre software- og styringsopgaver til store, komplekse automationsløsninger inden for energi, vand, miljø produktion, OEM, proces og fødevarer. Dertil kommer rådgivning og håndtering af cyber-security, business intelligence og dataopsamling.