Gennem spildevandsanalyse fra seks store byer vil Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet følge danskernes indtag af de mest almindelige misbrugsstoffer som fx kokain og opioider.
Borgernes spildevand bliver i stigende grad brugt som en kilde til information, der kan højne folkesundheden.
Nu har Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet og Sundhedsstyrelsen indledt en måling af spildevandet fra de seks byer København, Næstved, Odense, Esbjerg, Aarhus og Aalborg, der skal afsløre forbruget af almindeligt forekommende illegale misbrugsstoffer.
Spildevandsanlæggene samler prøverne ind, og Institut for Retsmedicin i Aarhus analyserer forekomsten af bl.a. kokain, amfetamin, metamfetamin, heroin, THC, MDMA og ketamin. Prøverne analyseres også for flere opioider, der anvendes som både lægemidler og misbrugsstoffer – fx morfin, metadon, codein, tramadol, oxycodon og fentanyl.
Målingerne har stor værdi, fordi spildevandet fra de seks byer dækker omkring 1.2 mio. mennesker, fortæller Christian Lindholst, institutleder på Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet:
-Resultaterne bliver et stærkt supplement til andre undersøgelser af danskernes forbrug af misbrugsstoffer. En af fordelene er, at data ikke afhænger af, om man fx svarer retvisende i et spørgeskema, siger han.
-Det er en forholdsvis billig måde at indsamle store mængder data, og det kan bl.a. bruges til at estimere, hvor stort forbruget af misbrugsstoffer er i Danmark, og følge udviklingen over tid. Det kan vi sige ret præcist, fordi projektet kan komme til at inkludere spildevand fra en meget stor del af Danmarks befolkning, forklarer Christian Lindholst.
Indsamlingen af spildevand fra de seks byer er begyndt i 2024. Prøverne bliver samlet ind hver dag i en uge – og målingerne gentages indtil videre med et halvt års mellemrum.
Erfaring fra covid-19
Spildevandsanalyse for misbrugsstoffer har tidligere været anvendt i Danmark i et begrænset omfang, men aldrig i forbindelse med et overvågningsprogram som det, der nu lægges op til.
-Spildevandsovervågning er en ny teknologi, og der sker en hurtig teknisk udvikling. Det er et spændende værktøj til at følge forbruget af de mest almindelige misbrugsstoffer på tværs af hele landet, siger han videre.
Målingerne sker i samarbejde med Statens Serum Institut (SSI), som gennem flere år har indsamlet spildevandsprøver fra mange forskellige renseanlæg i Danmark som led i overvågningen af covid-virus.
Da covid-19-epidemien ramte, blev analyser af spildevand for første gang taget i brug til systematisk at overvåge en sygdom i Danmark. Metoden var effektiv, for spildevandsanalyser og PCR-tests gav overordnet det samme billede af smitte i befolkningen, viser en analyse fra Statens Serum Institut, der nu har etableret et logistisk setup for prøveudtagning, prøveforsendelser, indrapportering af tilhørende data, kontaktpersoner osv. med renseanlæggene, som det nye projekt kan drage nytte af.
Selve analyserne er relativt lette at udføre, når de først er implementeret i laboratoriet, forklarer Christian Lindholst. Men tolkning af data kan være udfordrende og kræver både erfaring og kendskab til de begrænsninger, som spildevandsanalyse indeholder.
-Af den grund er det vigtigt, at vi er en del af et stort europæisk samarbejde – EUDA – hvor vi kan få hjælp og sparring fra meget erfarne folk på området, siger han videre.
Spildevandsdata skal fremover inkluderes i den årlige rapport ”Narkotika på Gadeplan”, som udkommer i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Rigspolitiet, politikredsene i Danmark og de retsmedicinske institutter.
Spildevandsovervågning – et redskab med store perspektiver
Det nye, danske overvågningsprogram med fokus på misbrugsstoffer er tilmeldt EU-WISH (Wastewater Integrated Surveillance for Public Health), som videreudvikler sygdomsovervågning gennem spildevand.
Statens Serum Institut står, sammen med det græske folkesundhedsinstitut, i spidsen for EU-WISH, der har deltagelse af en lang række europæiske lande. Målet er bl.a., at myndighederne skal kunne reagere hurtigt, når der er nye epidemier på vej.
EU-WISH løber i tre år, og formålet er at støtte de deltagende lande med at forbedre og udvide spildevandsovervågning til gavn for folkesundheden.
Kilde: Statens Serum Institut og EU-WISH