Som et af de allerførste jernstøberier i Danmark arbejder Tasso målrettet med den anerkendte metode Training Within Industry, som blandt andet bidrager til kortere oplæringstid for nye medarbejdere, gør produktionen mere effektiv og sikrer produkter af højeste kvalitet. I spidsen for arbejdet står Annas Chaoui, der som lean- og processupporter hos jernstøberiet lærer fra sig på bedste vis.
Kan det lade sig gøre at skære en oplæringsproces, der normalt tager måneder, ned til blot 14 dage? Ja, er svaret, hvis du spørger jernstøberiet Tasso, der har base i Odense.
Her arbejder man nemlig som et af de første danske jernstøberier med det strukturerede uddannelsessystem Training Within Industry, som bidrager til at sikre standardiserede arbejdsmetoder, og som i sidste ende blandt andet minimerer oplæringstiden af nye medarbejdere markant.
-Overordnet set handler det om at få overblik over og ensarte vores processer, så vi kan optimere derfra. Ved at nedbryde alle arbejdsprocesser i enkelte trin får vi både italesat den tavse viden, som særligt de meget erfarne medarbejdere har om, hvorfor vi gør tingene på en bestemt måde, og vi får også skabt forståelse for, hvad hvert trin i processen betyder for det færdige produkt, forklarer Annas Chaoui, der er lean- og processupporter hos Tasso.
-Med den grundige og systematiske tilgang til vores produktionsprocesser har vi også kunnet optimere oplæringen af nye medarbejdere markant, så det i dag tager blot 14 dage mod måneder tidligere. Det betyder både, at nye medarbejdere hurtigere bliver selvkørende og selvfølgelig også, at de oplever et veltilrettelagt oplæringsforløb, fortsætter Annas Chaoui.
Konkurrencen i støberibranchen er hård, hvor aggressive udenlandske konkurrenter tager en væsentlig bid af kagen. Derfor er det afgørende at kunne konkurrere på kvaliteten.
-Når vi opretholder en stabil, ensartet og høj kvalitet hele vejen igennem samtlige af vores produktionsprocesser kan vi også sikre færdige produkter i den højeste kvalitet. Det er det, vores kunder går op i og derfor også en salgs- og vækstparameter, forklarer Anders Schmidt Dideriksen, Production Manager hos Tasso.
Selv om jernstøberiet er blandt de allerførste til at arbejde med metoden Training Within Industry i den danske støberibranche, vil han helt klart opfordre sine industrikolleger til at overveje, om metoden også kunne være brugbar for dem.
-I produktioner, hvor der er mange ensartede processer frem mod det endelige resultat, vil denne metode give rigtig god mening og et stærkt udbytte, men man skal være forberedt på, at det er en tung og omfattende proces at gå i gang med. Hvert skridt i processen skal dokumenteres nøje, og der er megen tavs viden, der skal italesættes. Men selv om resultaterne først viser sig efter en rum tid, er det det hele værd og gavner både produktiviteten, sikkerheden, kvaliteten og arbejdsglæden, siger han afslutningsvis.
Training Within Industry (TWI) er en effektiv metode til at sikre standardiserede arbejdsmetoder og til at fastholde opnåede forbedringer. De store effekter af TWI er typisk:
• Kvalitet er ikke længere personafhængig – alle relevante medarbejdere udfører en opgave nogenlunde identisk
• Ofte store gevinster omkring kvalitet og produktivitet, fordi den systematiserede oplæring og de standardiserede arbejdsgange sikrer, at alle udfører samme opgave på samme måde og cirka lige hurtigt, hvilket giver mindre udsving i kvalitet og produktivitet
• Den store gevinst ses typisk i oplæringstiden – som ofte reduceres markant, og som ofte har en stor økonomisk effekt