Det hurtigt voksende automationshus Technicon A/S ændrer nu sin organisation. Det sker i den intensiverede jagt på globale pharma-kunder. Organisationsændringen indbefatter at tre medarbejdere fra egne rækker, der forfremmes for yderligere at styrke Technicons projektekspertise inden for life science.
Technicon A/S er specialister i udviklingen af avancerede og nytænkende automationsløsninger, der med sofistikeret digitalisering og cutting edge teknologi som kerne effektivt løser komplekse produktions- og logistikudfordringer. Blandt Technicons kunder og samarbejdspartnere finder man i stigende grad både danske og udenlandske industrivirksomheder og universiteter.
I løbet af de senere år har Technicon fået flere og flere pharma-opgaver, og den voksende efterspørgsel efter avancerede løsninger fra den internationale life science branche har bidraget til at antallet af medarbejdere er mere end fordoblet. I dag tæller Technicon i alt 87 ansatte, som med base i Hobro leverer avancerede robotløsninger – både nationalt og globalt.
Technicons løsninger til især life science branchen har bl.a. udmøntet sig i flere anerkendelser: rækken af Gazelle-priser er ubrudt lang, og i fjor blev Technicon desuden hædret med den internationale Raya ISPE Award – netop for sin evne til at udvikle innovative robotløsninger i den absolutte top.
Organisationsændringen
En organisationsændring skal nu forankre Technicons strategiske fokus på den internationale pharma- og life science industri. Organisationsændringen betyder, at tre af Technicons medarbejdere er blevet forfremmet. Det drejer sig om Thomas Heltzen, der bliver ny COO samt Rikke Pilgaard og Tushar Agarwal der pr. 1. juni er udnævnt til hhv. Senior Project Manager og Senior Software Engineer.
I den forbindelse udtaler CEO og medstifter Casper Hansen:
-Kravene og forventningerne er høje i life science industrien. Vores strategi fordrer, at vi organisatorisk er gearet til at være teknologisk ahead of the curve i samspillet mellem robotteknologi og software, så vi er i stand til at levere effektive svar på selv de vanskeligste udfordringer i alle trin af værdi- og produktionskæden, fortæller han og fortsætter:
-Vi skal altid have et organisationsmæssigt set up, hvor vi med høj smidighed, faglighed og innovationskraft er preferred partner. Derfor er de organisatoriske ændringer og udnævnelserne et naturligt led i realiseringen af vores vækstmål.
-Det er indlysende og oplagt at udnævne Thomas Heltzen til ny COO. Thomas har igennem årene bevist sin evne til effektivt og med sindighed og overskud at drive de mest komplekse projekter godt igennem. Fremover samler vi alle projekter hos Thomas Heltzen, der dermed fremadrettet får hovedansvaret for Technicons voksende portefølje af projekter, siger Casper Hansen.
Thomas Heltzen kommer til at arbejde endnu tættere sammen med Rikke Pilgaard og Tushar Agerwal, der ligeledes har været en del af Technicons udviklings- og projektteam i en årrække. Nu udvides deres ansvarsområder.
-Rikke Pilgaard forfremmes til Senior Project Manager. Hun kombinerer en solid kommerciel tilgang med tekniske indblik, energi og passion. Hun har en “proven track record” i forhold til at sikre funktionalitet og kvalitet i vores voksende projektportefølje. Hun har bl.a. både været primus motor i forhold til at drive Technicons indtræden i den regulerede pharmaceutiske dokumentationsverden og optimering af vores standardiseringsprocesser, fortsætter han.
-Desuden er det en glæde, at vi kan forfremme Tushar Agarwals til Senior Software Engineer med ansvar for vores Pharma PP sluttrinsprojekter. I sine foreløbige fem år som Technicon-medarbejder har Tushar gang på gang demonstreret sit høje faglige niveau, hvor han har forenet sin viden om teknik med eminente planlægningsevner.
Nuværende Head of Pharma, Michael Kjølner Hansen, har valgt efter eget ønske at gå ned i tid, og han tilknyttes fremadrettet Technicon som ekstern rådgiver.
-Jeg ønsker at takke Michael Kjølner Hansen for sin enorme indsats med at bringe Technicon op på det nuværende niveau. Det er en glæde, at vi også fortsat kan trække på Michaels store viden om, hvordan man med automation styrker pharma-industriens produktionsprocesser, siger Casper Hansen afslutningsvis.