Droner og kunstig intelligens vinder i stigende grad indpas hos medlemsfirmaerne i DTVK–kontrolordningens organisation. Den nye teknologi skal øge kvalitetssikringen ved TV-inspektion af kloakledninger og tiltrække flere unge til branchen.

Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning, DTVK, der hører under TV-inspektionsgruppen, består af i alt 45 medlemsfirmaer. For at ruste sig til fremtiden og løfte kvaliteten af TV-inspektion af kloakledninger investerer flere medlemsfirmaer nu i ny og moderne teknologi.
-Vi mærker tydeligt, at den digitale udvikling nu kommer rullende ind over vores branche, og det er vores forpligtelse at komme med på den vogn. Med flere skærme, joystick, GPS-målinger og digitale kort er inspektionsvognene i forvejen små it-drevne værksteder på hjul, men de muligheder, som den nye teknologi tilbyder, skal vi udnytte, siger Claus Vangsager, der er formand for TV-inspektionsgruppen.
-Brugen af især droner og AI er på vej ind i branchen, og derfor er en stor del af vores medlemsfirmaer allerede i gang med at undersøge og investere i disse nye muligheder. Det fysiske kvalitetstjek af TV-materialet vil fortsat skulle foretages, og i fællesskab skal vi som branche tilpasse os til nye metoder og gøre vores ypperste for at kvalitetssikre det materiale, som kunderne modtager. I den kontekst er der ingen tvivl om, at den nye teknologi bliver et kvantespring i den ambition, fortsætter han.
Kunstig intelligens øger produktiviteten hos Aarhus Vand
Forsyningsselskabet Aarhus Vand har 350.000 private- og erhvervskunder og forsyner heraf 270.000 personer med drikkevand. Her har brugen af kunstig intelligens radikalt ændret og optimeret arbejdet med TV-inspektioner.
-I samarbejde med et eksternt rådgivningsfirma har vi udviklet en metode, hvor vi med traditionel TV-inspektion på de gamle systemer kan nøjes med at undersøge 10 procent af et givent område. Med kunstig intelligens kan vi så efterfølgende regne os frem til, hvordan de resterende 90 procent af ledningerne ser ud. Før inspicerede vi hele områder, inden vedligeholdelsesindsatsen blev planlagt i et bestemt kvarter. De nye metoder giver os en stor økonomisk besparelse, og samtidig bliver vi bedre til at prioritere arbejdet, siger Peter Hjortdal, der er afdelingschef for Klima & Afløb ved Aarhus Vand.
Peter Hjortdal fortæller, at Aarhus Vand som følge af arbejdet med AI har foretaget en række investeringer i ny software, og han spår, at ny teknologi også i fremtiden vil præge selskabets daglige arbejde.
-Vi afsøger løbende markedet fx droner, der kan lave TV-inspektioner af større ledninger, og i det hele taget er vi meget nysgerrige på nye metoder, der kan forbedre kvaliteten af vores arbejde. I den proces prioriterer vi, at vores løsninger bibeholder den klassiske afrapportering med standardiserede data, da det er altafgørende for, at vi i Aarhus Vand kan optimere vores arbejdsgange og vedligeholde vores systemer mest effektivt samt træffe beslutninger på et datavalidt grundlag, fortæller han.
Næste generation af operatører
Ifølge Claus Vangsager skal brug af moderne teknologi ikke blot fungere som et supplement til kvalitetssikringen. Det er samtidig et vigtigt led i at tiltrække flere unge medarbejdere til branchen.
-De fleste unge i vores branche er vilde med ny teknologi. Så det er klart, at vi kan bruge det aktivt, når vi skal appellere til nye medarbejdere. De er vores absolut vigtigste ressource, og trods nye teknologiske muligheder kommer det ikke til at ændre sig. Derfor fokuserer vores medlemsfirmaer rigtig meget på at ruste medarbejderstyrken til fremtiden. De er næste generation af tv-operatører, og det er dem, der sammen med de garvede i branchen skal tegne DTVK i fremtiden, siger Claus Vangsager.
En af de unge operatører, der allerede arbejder i kontrolordningen, er Charlie Andersen på 28 år. Han kører i dag som TV-operatør for Norva24, og han ser frem til, at den nye teknologi for alvor gør sit indtog i branchen.
-Jeg har tidligere arbejdet på lager, og her så jeg, hvordan automatisering kan gøre arbejdsprocesserne mere effektive. I mit arbejde hos Norva24 ser jeg flere og flere tegn på, at især kunstig intelligens snart også bliver en stor del af vores opgaver. Det kan for eksempel være i form af droner i de store ledninger, hvor AI i den proces kan hjælpe med og styrke kvaliteten af rapporteringen. I det hele taget glæder jeg mig til at opleve effekten af de nye muligheder, siger Charlie Andersen.
TV-inspektionsgruppen oprettede i 1986 DTVK som en uvildig ekstern kvalitetskontrol på TV-inspektionsområdet. Ordningen er i dag en landsdækkende, upolitisk og frivillig kontrolordning.
Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning (DTVK) har siden 1986 opbygget en af Europas førende kontrolordninger. DTVK sikrer ensartede standarder, højt specialiserede tv-operatører samt løbende kontrol af TV- produktionen.