Automatiseringsindustrien boomer og robotproducenterne præsenterer konstant banebrydende udviklinger. Dette afspejles tydeligt på Automatica 2018, der er verdens førende messe inden for smart automation og robotter, og som afholdes i München i næste uge fra den 19. til den 22. juni.

Her bliver messehallerne fyldt med hybridrobotter, cobotter, dual-arm-robotter samt nye fire- og seks-aksede løsninger. Derudover præsenteres et væld af banebrydende automatiserings- og robotløsninger til hele værdikæden.
Faktisk hedder det sig, at messen huser verdens største udvalg af forskellige robotteknologier.
Omkring 800 udstillere står klar til at præsentere de nyeste innovationer, viden og trends inden for området til de forventelige 45.000 besøgende.
Nogle af verdens førende virksomheder inden for robotteknologi står parat til at præsentere den seneste nye robotteknologi på Automatica 2018. Læs mere i Teknisk Nyt om Universal Robots’ robotter hos Audi, om Kukas tilgang til industri 4.0-begrebet, om Stäublis netværksbaserede produktionslinje, morgendagens fabrik set med Fanucs øjne, Yaskawas hybridrobotter samt Epsons dual-arm-robot. Samtidig diskuteres det, om der stadig er plads til mennesket.