Vindmølleindustrien står foran en stærk vækst, men den er udfordret af stigende priser på råvarer, langsommelige politiske beslutninger og et hårdt prispres. Fra 25. til 27. april vil mere end 10.000 erhvervsfolk, politikere og andre aktører drøfte branchens situation på verdens største konference om vindenergi, der finder sted i København. H.K.H. Kronprinsen besøger konferencen den 26. april

Klimaforandringerne kalder på øjeblikkelig handling, og Europa skal finde alternativer til den russiske gas. Den hurtigste vej frem vil være at få biler, boliger og industri til at køre på grøn strøm, som hovedsageligt vil blive leveret af vindmøller.
-Vindmølleindustrien har produkter på hylden, som kan være med til at løse både klimakrisen, forsyningskrisen og energikrisen. Men alle står lige nu og tripper på stedet. Vi skal have skubbet bevægelsen mod en grønnere og mere sikker fremtid i gang. Og det er nu, siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark.
Konferencen er arrangeret af den europæiske vindorganisation WindEurope med Green Power Denmark som lokal vært. Det ventes, at mere end 10.000 deltagere fra hele verden, over 250 oplægsholdere og næsten 500 udstillende virksomheder vil besøge Bella Center fra tirsdag 25. til torsdag 27. april.
-Der kommer naturligvis fokus på branchens udfordringer, som ikke mindst er, at prisen på råstoffer stiger samtidig med, at der er et hårdt pres for få prisen på vindenergi ned. Men Bella Center er også stedet, hvor man ved selvsyn kan se, hvor langt vindmølleindustrien er kommet teknologisk, og hvad det vil sige at elektrificere, siger Jan Hylleberg videre.
Det er længe siden, at der blev meldt alt udsolgt af stande på udstillingen. Danmark har den klart største pavillon, hvor intet mindre end 85 virksomheder udstiller.
Kronprinsen besøger en række danske og udenlandske virksomheder på konferencen. Det sker onsdag 26. april fra klokken 10.30 til 12.
Green Power Denmark er Danmarks grønne erhvervsorganisation og vil fungere som talerør for den danske energisektor. Sammen med vores mere end 1500 medlemmer arbejder vi for, at Danmark hurtigst muligt elektrificeres med grøn strøm. Green Power Denmark repræsenterer både energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energi.
Green Power Denmark blev grundlagt 23. marts 2022 ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft.