Større fokus på sundhed, skalering og internationalisering. Den reetablerede nordjyske robotvirksomhed går efter tocifret vækst med yderligere investor og ny CEO, der netop nu har første arbejdsdag i LT Automation. Ambitionen er en årlig omsætning på 80-100 mio. dk. kr. i 2028.
Den prisvindende nordjyske robotvirksomhed LT Automation, der er eksperter i avancerede og brugervenlige automationsløsninger til især sundheds- og laboratorieområdet måtte i april indgive konkursbegæring grundet likviditetsmangel.
Det skortede ikke på hverken ordrer eller kunder, og i løbet af blot få uger lykkedes det i slutningen af maj at genetablere LT Automation. Reetableringen blev en kendsgerning, da kendte regionale erhvervsfolk udgjorde nye ejerkreds.
Dermed kunne udviklingen af innovative automationsløsninger fortsætte med 16 medarbejdere.
LT Automation blev for +10 år siden etableret af Lasse Thomsen, der er blandt robotpionererne herhjemme. LT Automation er bredt anerkendt for sine innovative og brugervenlige robotløsninger både til industrien og til sundhedsområdet. Det seneste skud på udviklingsstammen er produktet LabEntry: en unik og skalerbar transportløsning, der strømliner hospitalers og laboratoriers håndtering af patientprøver.
Stort globalt vækstpotentiale
I årtier er håndteringen af patientprøver altovervejende foregået manuelt. Alene herhjemme skifter tusindvis af patientprøver hænder hver uge. Det der er et enormt effektivitetspotentiale i at anvende digitalisering og automation til at strømline processen fra stik til svar. Samtidig er det væsentligt at stille diagnoser hurtigere, så den rette behandling kan iværksættes i tide, og så er det væsentligt at prøver håndteres ensartet.
Med LabEntry kombineres digitalisering, automation og logistik i en effektivitetsfremmende løsning. Kernen er en stødsikker og temperaturovervåget transportboks i støbt plast, der kan rumme patientprøver fra alle fire specialer på én og samme gang. Transportkassen er sporbar, nem at bære og rengøre, og da den er udviklet i tæt samarbejde med brugerne, er alle detaljerne tænkt igennem. Den kan anvendes af alle hospitaler på hele kloden uanset størrelse eller faglige speciale.
Det er netop de store effektivitetsforbedrende aspekter ved LabEntry og det globale vækstpotentiale, der var blandt hovedårsagerne til de nordjyske erhvervsfolks beslutning om at blive ejere af det reetablerede LT Automation.
Erfarne erhvervsfolk i ledelsen
Som led i den nordjyske erhvervskreds’ målsætninger med at accelerere væksten, starter næste fase. Det sker med en yderligere investor, der nu træder ind: det er Claus T. Larsen, der i fjor solgte livsværket KT Elektric til Bravida. Claus T. Larsen overtog KT Elektric i 1998 og mangedoblede medarbejderantallet frem mod salget til Bravida i 2022. Foruden skaleringserfaringer og indsigt i elektroniske systemløsninger til sundhedsområdet og industrien ligger Claus T. Larsens ekspertise i projektstyring og organisering.
Foruden Claus T. Larsen i ejerkredsen sammen med brødrene Lars og Peter Colding Kristensen er der også nye kræfter i spidsen for LT Automations daglige ledelse.
Søren K. Andersen bliver ny CEO for LT Automation. Han kommer fra en stilling som direktør fra Scanico A/S. der er ejet af det børsnoterede amerikanske selskab Middleby. Ud over at blive direktør for LT Automation bliver han ligeledes partner i LT Automation.
Ledelsesskiftet har effekt nu, og dermed overtager Søren K. Andersen her i juni det overordnede ledelsesansvar for LT Automation fra stifter og hidtidig direktør Lasse Thomsen, der forbliver i ledelsen af LT Automation men træder et skridt tilbage.
Fremover bliver Lasse Thomsen ansvarlig for LT Automations salg og marketing. Den nye ledelse består af fire personer: foruden Søren K. Andersen og Lasse Thomsen består LT Automations fremtidige ledelse af hidtidige partner Anders Kjergaard Madsen, der bliver CTO, samt Ryan Hansen, der får ansvaret for LT Automations projekter.
Som hidtidig direktør for Scanico har Søren K. Andersen indgående ledelseserfaringer med at drive og skalere produktionsvirksomheder internationalt.
-Det er min ambition at være med til at bygge et nyt erhvervseventyr op fra bunden, og da jeg fik tilbuddet om at stå i spidsen for det reetablerede LT Automation, synes jeg at det lød så attraktivt, at jeg ikke kunne afslå. Jeg kommer med mange års erfaringer i struktureret international vækst. I kombination med min store entreprenørånd er jeg overbevist om, at jeg har den nødvendige ekspertise, der skal til for at realisere den vækst, LT Automation – særligt LabEntry – rummer, fortæller virksomhedens nye CEO, Søren K. Andersen.
-Nu drejer vi forretningen. Fremover bliver LT Automations kerneydelse LabEntry og vi måretter fokus på sundhedsområdet, private laboratorier og den globale farmaceutiske industri, som både er beslægtede og hvor synergierne og behovet for at LT Automations ekspertise kan komme i spil er størst. Ud fra devisen om specialisering frem for bredde har vi besluttet at fravælge hovedparten af de industrivirksomheder, der hidtil har været blandt den kundemæssige målgruppe., fortsætter han.
-Den modularitet, som er LabEntrys kerne giver et oplagt afsæt for at trimme cost-price-aspekterne og skalerbarheden ved LabEntry giver oplagte vækstmuligheder. I første omgang retter vi markedsmæssigt sigte mod Nordeuropa – herunder særligt de nordiske lande, siger Søren K. Andersen afslutningsivs, der ser markedsmuligheder i såvel hele Europa, som Nordamerika og Asien.
Ifølge Søren K. Andersen handler det i første omgang om at skabe en velfungerende driftsorganisation. Målet er at LT Automation inden for det første år skal give overskud. Søren K. Andersen sigter mod en årlig toplinjevækst på 20-25 pct. i år to til fem år, og vurderer at LT Automation vil nå en årlig omsætning på 80-100 mio. dk kr. om fem år.
Også fremover får LT Automation base på Fåborgvej, Aalborg, hvor LT Automation de senere år har været hjemhørende.